Voldgiftsretten har afgjort, at tre polske vikarer på metrobyggeriet skal have en erstatning for underbetaling. Det skriver Fagbladet 3F.
Vikarbureauet Adecco havde de tre polakker ansat på metrobyggeriet som kranførere. Timesedler har vist, at de tre vikarer har arbejdet mange timer. Den ene har blandt andet stemplet ind 34 dage i træk uden fridøgn. Derudover har han haft tre sammenhængende uger med mere end 91 timer pr. uge, siger fagbladet.
Kravet til de tre medarbejdere lød på 1,7 millioner kroner, men erstatningen blev noget mindre. Adecco skal betale 243.000 til de tre vikarer, og dertil kommer en bod på 50.000 kroner. Inden retssagen efterbetalte Adecco desuden 185.000 kroner til polakker, skriver fagbladet.
3F vil bruge sagen som løftestang til endnu en sag mod Adecco. Mange hunrede vikarer skal nemlig også have en lignende erstatning, mener fagforeningen. Hos 3F lyder tallet på omkring 1350 folk, men Dansk Byggeri, som har ført sagen for Adecco, siger, at det drejer sig om 999 personer, ifølge revisorerklæringen fra sagen.
Det samlede krav til medarbejderne fra fagforeningen ryger op på omkring 50 millioner kroner.
Adecco har på en mail til fagbladet kommenteret sagen. Vikarbureauet har fundet det oprindelig krav på 1,7 millioner kroner urimeligt og useriøst, men erkender og beklager, at der har været begået fejl.
– I Adecco ser vi desuden med stor undren og alvor på, at BJMF (underafdeling til 3F, red.) med udgangspunkt i dagens kendelse nu rejser et yderligere krav på minimum 50 millioner kroner. Kendelsen i dag omfatter tre kranførere, hvis arbejdsmønster på ingen måde er repræsentativt for de øvrige vikarer fra Adecco, der har arbejdet på Metro-byggeriet, siger Mickey Maymann, direktør for Adecco Danmark.