Naturen gør plads til 33 familier ved fjorden i Ringkøbing

Ringkøbing-Skjern Boligforening fortsætter udvidelsen af ny bydel ved at bygge resten af lavenergihusene i 'Fjordudsigten', der er omgivet af natur, og hvor energibesparelser er i højsæde.
Naturbydelen udvikles i et partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg gennem det fællesejede byudviklingsselskab Ringkøbing K. Foto: Søren Palmelund.
Naturbydelen udvikles i et partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg gennem det fællesejede byudviklingsselskab Ringkøbing K. Foto: Søren Palmelund.

I Ringkøbings nye bydel, Naturbydelen, kommer naturen noget utraditionelt før boligerne. Inden byggeriet af de første boliger gik i gang, blev hele området omdannet til ét stort, rekreativt naturområde med enge, skov, søer, bærhaver, frugtlunde og stisystemer, der forbinder den nye bydel med resten af Ringkøbing.

For godt et år siden stak Ringkøbing-Skjern Boligforening så spaden i jorden til første etape af et boligbyggeri bestående af kompakte huse omgivet af natur, og hvor hensynet til energibesparelser er indarbejdet efter alle kunstens regler.

Læs mere: Ekstrem energibesparelse: Almene boliger dropper tilslutning til fjernvarmen

De første 47 boliger stod færdige i oktober sidste år, og boligforeningen har mærket stor interesse for boligerne. Tiden er derfor kommet til at tage hul på de resterende 33 moderne lavenergiboliger, der bliver både tre- og fireværelsesboliger.

– Fjordudsigten er på mange måder et attraktivt boligtilbud i Ringkøbing, og med flere større lejligheder, som boligforeningen udbyder i denne etape, er Naturbydelen kun blevet endnu mere relevant for børnefamilier, der ønsker gode rammer om det moderne liv og samtidig umiddelbar adgang til frisk luft og natur, siger Anne Mette Rahbæk, der som konstitueret projektdirektør står i spidsen for udviklingen af Naturbydelen.

Energipriser gør passivhuse attraktive

De såkaldte passivhuse i Fjordudsigten er designet på en måde, så energibehovet til opvarmning kun er cirka en tiendedel af normale huse på samme størrelse. Solens lys udnyttes maksimalt, og varmeudslippet bliver minimeret i de super-isolerede huse, som har solceller, intelligent energistyring og varmegenindvinding.

– Vi mærker stor interesse for boligerne, som ligger fantastisk ud til naturen og med udsigt til fjorden – det er boliger, der passer godt til Ringkøbing. Og passivhuskonceptet er jo kun blevet endnu mere attraktivt i en tid med meget høje energipriser, siger direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening, Bo Lodbjerg.

Ringkøbing-Skjern Boligforening er nu i gang med at få de sidste aftaler på plads og forventer at starte byggeriet til sommer. Indflytning er planlagt til 2024, og interesserede kan allerede nu kontakte boligforeningen for at blive skrevet op.

Relateret indhold