Robotter skal bo i træhus

NCC skal bygge et domicil i træ til et fælles Cobot & AMR-Hubb - byggeriet er skabt af 3XN/GXN, Moe og Henrik Jørgensen Landskab.
Cobot AMR-Hub bliver skabt med åbne inspirerende miljøer. Illustrationer 3XN.
Cobot AMR-Hub bliver skabt med åbne inspirerende miljøer. Illustrationer 3XN.

To robotvirksomheder skal have fælles adresse i Odense. Det er Mobile Industrial Robots og Universal Robots som på Energivej sammen får et domicil, som dermed bliver et Cobot & AMR-Hub.

En godt 20.000 kvadratmeter stor bygning, som opføres med bærende konstruktioner af træ. Af NCC, som dermed får endnu et stort træbyggeri i Odense, idet entreprenøren også skal bygge statens fyrtårnsbyggeri i Lerchesgade Odense.

Et byggeri, der bliver et af landets største træbyggerier, og som kan opsamle og formidle viden om at bygge stort med træ.

Gennemtænkt og med plads til den geniale tanke

I det nye robot-domicil er der også fokus på, at bygningen bliver et springbræt for kreative løsninger. Den er gjort fleksibel i sin arkitektur og tilpasset områdets eksisterende natur med gamle træer.

– Det er et spændende projekt og især, at det er i træ, gør det anderledes end det vante. Gennem totalentreprisen får vi mulighed for at bruge mange af vores kompetencer, som jo netop også omfatter arbejdet med træbyggerier, siger sektionsdirektør Lars Ørvad Nielsen fra NCC.

– Vi kommer til at skabe dynamiske kontorer og faciliteter til to virksomheder, der er helt fremme på deres område. De får et hovedsæde i særklasse.

Hovedsædet bygges med meget åbne miljøer med træværk både i bærende konstruktioner og på væggene, så bygningerne får et varmt udtryk. Samtidig er der mange glasvægge, der kombineret med store panoramavinduer skaber samspil med den omgivende natur.

Monteringen af alle bærende trækonstruktioner udføres af medarbejdere i egenproduktion fra NCC.

Relateret indhold