Asfaltkonge får ordre på 130 mio. kr. til Thule-basen

Munck Gruppen har vundet en renovering af landingsbanen på Thule-basen i Grønland til 130 millioner kroner.
Munck Gruppen skal renovere landingsbanen på Thule-basen. Foto: Munck Gruppen.
Munck Gruppen skal renovere landingsbanen på Thule-basen. Foto: Munck Gruppen.

I konkurrence med MT Højgaard og Aarsleff har Munck Gruppen netop sikret sig en ordre til en værdi af 130 millioner kroner på renoveringen af landingsbanen på Thule-basen. Det skriver Børsen.

Dermed har den fynske entreprenør Hans Christian Munck sikret sig endnu en lukrativ ordre til bogen, der i forvejen bugner med opgaver fra Vejdirektoratet. Opgaver af lidt mere speciel karakter har dog også interesse, og Munck Gruppen er således ved at afslutte en renovering af lufthavnen i Dhaka, Bangladesh, for 336 millioner kroner.

Skarpere på prisen

I 2013 omsatte Munck Gruppen for knap 1,7 milliarder kroner, og Hans Christian Munck understreger over for Børsen, at de mange opgaver og den gode omsætning især skyldes, at de er blevet skarpere på prisen.

– Vi har haft nogle år, hvor omsætningen på det danske marked har været for lav. Nu har vi ændret strategi og går lidt hårdere efter at få mere volumen ind. Derfor har vi prøvet at matche nogle af de lave priser, der er i markedet, og det er lykkedes i flere tilfælde, siger Hans Christian Munck til Børsen.

Relateret indhold