Hvordan kan håndværksmesteren og medarbejderne hjælpe hinanden med at undgå røde tal på bundlinjen? Det skal gå-hjem-møder og skræddersyede dagsforløb hjælpe håndværksmestre og deres ansatte rundt omkring i hele landet med at blive bedre til. Det er 3F og Dansk Byggeri, som står bag Bedre Bundlinje 3.0, der starter ud med et gå-hjem-møde den 2. september i Aalborg, og derefter går turen videre til Ringsted, Aarhus, Ballerup, Herning, Odense, Nykøbing og til sidst Rønne.
– Det er svært at vende skuden, hvis ikke medarbejderne er med til at skubbe. Derfor skal både håndværksmesteren og de ansatte arbejde sammen om at forbedre virksomhedens resultater ved fx at planlægge de daglige opgaver på en ny måde, så der bliver mindre spildtid. Der er mange steder, hvor det er muligt at sætte ind, alt efter hvad det er for en virksomhed, og hvilke udfordringer den står overfor, siger konsulent i Dansk Byggeri, Christine Meden Bjerregaard, i en pressemeddelelse.
Det er svært at vende skuden, hvis ikke medarbejderne er med til at skubbe. Derfor skal både håndværksmesteren og de ansatte arbejde sammen om at forbedre virksomhedens resultater.
Christine Meden Bjerregaard Konsulent i Dansk Byggeri
Bedre Bundlinje 3.0 starter med et gå-hjem-møde, hvorefter der tilbydes konsulentbesøg i virksomhederne eller på byggepladsen, og derefter følger et længerevarende udviklingsforløb for udvalgte virksomheder.
– Det kan nogle gange være svært selv at komme i gang og ikke mindst se, hvad der skal til for at gøre det mere lønsomt at drive virksomhed og styrke samarbejdet. Nu er der en god anledning til at gå i gang og en mulighed for også at få hjælp til det, fordi vi både afholder gå-hjem-møder og kommer ud i de enkelte virksomheder, siger Christine Meden Bjerregaard.