SLA, hvis tegnestuer i København, Aarhus og Oslo især arbejder med offentlige byrum, landskabsdesign, masterplanlægning, bystrategier og klimatilpasning, har vundet opgaven med at virkeliggøre landskabet omkring Ibsen Biblioteket i norske Skien.
Biblioteket bliver en unik kulturinstitution, der kombinerer et nationalt udstillingscenter for den norske forfatter, dramatiker og digter Henrik Ibsen med et borgerservicecenter, et nyt bibliotek og en frodig offentlig park.
Læs også: Henning Larsen vinder i Bergen: Vil frigøre byens kulturelle potentiale
‘Vi vil udvikle stedet med fokus på at etablere både et indbydende samlingssted for Skien og en ny destination for Norge – med unikke biologiske, sociale og æstetiske kvaliteter’, skriver SLA på LinkedIn.
Selve bygningen på 4.500 kvm er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma & Associates i samarbejde med MAD Architects, der opnåede en absolut topplacering på Archellos liste over verdens bedste arkitektvirksomheder. Kengo Kuma kom ind på en plads som nr. 61.
Det er entreprenøren Backe Vestfold Telemark, der har tilknyttet SLA, Norconsult og Viam Norge som konsulenter på projektet, der ifølge det norske medie Bygg.no forventes påbegyndt i foråret 2025 med forventet aflevering i september 2027.
Læs også: Siger Jaja til Norge
Bygherre er Skien Kommune, der stiller krav til emissionsfri byggeplads og 40 % reduceret klimaaftryk i forhold til referencebygninger.
SLA var sammen med Schmidt Hammer Lassen og Rambøll med i konkurrencen om at designe biblioteket, dengang der var to mulige placeringer og to mulige byggerier er i spil.
Dramatikerikonet Henrik Ibsen flyttede i 1850’erne til Danmark, hvor han bl.a. skrev Peer Gynt og Brand. Han nåede at bo i København i to årtier.