København er allerede internationalt kendt for sine bæredygtige byløsninger og høje livskvalitet, der prioriterer cykelkultur og grønne byrum. Med titlen som World Capital of Architecture får København et vindue til at vise byens arkitektur og byplanlægning frem for hele verden.
– Udnævnelsen er en anerkendelse af vores fantastiske arkitektur og det er en løftestang til at udvikle byen og branchen i en endnu grønnere retning. Jeg glæder mig til et år, hvor vi sammen med københavnerne og mange tusinde gæster fra hele verden sætter kulturarv, bæredygtigt byggeri og den blandede by på dagsordenen – og viser verden, hvorfor København fortsat er en af verdens bedste byer at bo i, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Ligeledes ser Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) frem til at gribe denne mulighed for København:
– Nu kommer verdens øjne til at hvile på København som arkitekturby, og jeg glæder mig til at vise alt det gode, som København står for. Vi er langt fremme med bæredygtig byplanlægning, og ambitionen om at blive CO2-neutral i 2025 har vakt international genklang, lyder det.
Et spændende år
Word Capital of Architecture er en ny titel, som UNESCO tilbyder den by, der er vært for den internationale arkitektforening UIA’s verdenskongres, som holdes i København i juli 2023.
Med 10-15.000 forventede deltagere bliver det et højdepunkt, men også resten af året vil der være fokus på arkitekturens vigtige rolle for at indfri Københavns ambitioner som bæredygtig verdensby.
Arkitekturåret er resultatet af et samarbejde mellem Wonderful Copenhagen, Arkitektforeningen og Københavns Kommune, og partnerskaber bliver i det hele taget en bærende søjle for arkitekturåret.
Nu er det første skridt taget, men der er brug for et stort engagement og ekspertise fra erhvervslivet, institutioner og ikke mindst københavnere for at kunne afvikle et spændende og festligt år. Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen invitere til partnerskabsdialog i løbet af 2020.