Russisk losseplads bliver til bypark

Cowi og Hasløv & Kjærsgaard har netop afleveret deres bud på realiseringen af en ny landskabspark i Moskva.
Parken er en omdannelse af en gammel losseplads, der nu skal fungere som et rekreativt landskab i et stort byudviklingsområde. Illustration: Cowi og Hasløv & Kjærsgaard.
Parken er en omdannelse af en gammel losseplads, der nu skal fungere som et rekreativt landskab i et stort byudviklingsområde. Illustration: Cowi og Hasløv & Kjærsgaard.

Af Kristian Troelsen

I udkanten af Moskva, i det tæt befolkede boligområde Nekrasovska, får beboerne i løbet af det næste par år adgang til en helt ny bypark. Områdets store losseplads skal nemlig omdannes til en naturpark på størrelse med Kongens Have i København. Det skriver Cowi på sin hjemmeside.

Den skandinaviske stil er kendt som værende et udtryk for kvalitet, så vores fokus var på at skabe en smuk og nordisk stemning med enkle, gode designløsninger og med respekt for stedets særlige egenskaber.

Eva Sara Rasmussen Projektleder og arkitekt, Hasløv & Kjærsgaard

Det er Cowi og Hasløv & Kjærsgaard, der har stået for forslaget til omdannelsen af parken for Russian Technical Society (RTS), der er en del af bygge- og ejendomsudviklingsselskabet Morton Group. Ønsket til de to danske virksomheder var at skabe et attraktivt landskab, der i æstetik og kvalitet afspejler den skandinaviske stil.

Et byudviklingsprojekt

– Naturparken er et led i et stort byudviklingsprojekt i området, der kommer til at omfatte en helt ny bydel med blandt andet nye boligbyggerier, en kirke og en metro – og vores kunde har været opsat på at kunne tiltrække folk til parken fra nær og fjern. Den skandinaviske stil er kendt som værende et udtryk for kvalitet, så vores fokus var på at skabe en smuk og nordisk stemning med enkle, gode designløsninger og med respekt for stedets særlige egenskaber – herunder ikke mindst at arbejde med, at parken både skal blive en attraktiv hverdagspark for de lokale beboere og rumme en række særlige faciliteter, som appellerer til et meget stort opland, siger projektleder og arkitekt i Hasløv & Kjærsgaard, Eva Sara Rasmussen.

En af de store udfordringer i omdannelsen fra losseplads til naturpark var den store mængde jord og byggeaffald på området. Niels Erik Houe, projektleder i Cowis afdeling for affaldshåndtering og forurenede grunde, fortæller:

Nøje beregninger

– Præmissen var, at den eksisterende jordmængde skulle blive på området. Det betyder, at selve slutniveauet for parken ligger meget højt, hvorfor det kræver nøje beregninger i forhold til volumen og stabilitet, når de enkelte elementer på grunden skal planlægges; stierne, høje, beplantningen, støttemure, bygningerne, udkigsposterne etc. Samtidig er det dog netop parkens niveauhøjde, der har skabt mulighed for at udvikle nogle unikke løsninger. Det højeste punkt i parken bliver en udkigsplatform, der ligger 50 meter over naturligt terræn, og som vil give et 360 graders udsyn over den østlige del af Moskva. Samtidig bliver parken et synligt varetegn for hele området.

Arbejdet med omdannelsen af pladsen foregik også under jordoverfladen i form af kontrol og håndtering af lossepladsgassen.

– Selv om mængden af gas er lille, skal den stadig håndteres i forhold til nærvedliggende boliger og brugere af parken. På grund af den relativt lille mængde faldt valget på afskærende gasopsamlingsgrøfter; boringer og rensning af metanen ved brug af kompostbede, som også er en metode, der vinder mere og mere indpas på danske affaldsdeponeringsanlæg, siger Niels Erik Houe.

Relateret indhold