Betonelement-Prisen skal til Tåsinge

Det bliver arkitektparret Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter i Troense på Tåsinge, der i år tildeles Betonelement-Prisen.
Praksis Arkitekter ejes af Mette Tony og Mads Bjørn Hansen. Ud over Frihavns Tårnet står Praksis Arkitekter bag en lang række præmierede bygninger og renoveringsprojekter som fx Egebjerg Mølle på Fyn og Maltfabrikken i Ebeltoft. Praksis Arkitekter har kontorer i Troense og København med i alt cirka 24 medarbejdere. Foto: Jens Lindhe.
Praksis Arkitekter ejes af Mette Tony og Mads Bjørn Hansen. Ud over Frihavns Tårnet står Praksis Arkitekter bag en lang række præmierede bygninger og renoveringsprojekter som fx Egebjerg Mølle på Fyn og Maltfabrikken i Ebeltoft. Praksis Arkitekter har kontorer i Troense og København med i alt cirka 24 medarbejdere. Foto: Jens Lindhe.

Dansk Byggeri står – via Betonelement-Foreningen – bag den årlige uddeling af Betonelement-Prisen. Modtagerne af prisen får overrakt Utzon-Statuetten, som også kaldes byggebranchens Oscar. Prisen og statuetten går i år til det fynske arkitektpar Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Det der med at modtage priser er i øvrigt ikke nyt for arkitekterne fra Troense på Tåsinge. I 2015 tog succesarkitekterne først Renovers specialpris for ombygningen af Egebjerg Mølle på Sydfyn. Herefter fulgte Svendborg Arkitekturpris 2015, og med Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten er de nu kommet helt op i superligaen i selskab med Jørn, Jan og Kim Utzon samt den verdensberømte Bjarke Ingels. Som konsekvens af prisregnen blev Praksis Arkitekter sidste år Gazelle-virksomhed efter fire regnskabsår med positiv vækst og en fordobling af omsætningen.

Mette Tony og Mads Bjørn Hansen modtager Betonelement-Prisen for deres transformation af Frihavns Tårnet – en gammel DLG-kornsilo i Københavns nye mondæne kvarter, Nordhavn – til et bæredygtigt boligbyggeri af høj arkitektonisk kvalitet.

Kæmpe skulderklap

– At Utzon-Statuetten og Betonelement-Prisen i år tilfalder os er et kæmpe skulderklap. Frihavns Tårnet er et projekt, vi har arbejdet med i tre år, og det har fyldt rigtigt meget på tegnestuen. Betonelement-Prisen er en af de helt tunge priser i vores verden, så det er en fornem række af værker, Tårnet nu indskriver sig i. Det er vi vældig stolte over, siger Mette Tony og Mads Bjørn Hansen, der sammen ejer Praksis Arkitekter med i alt cirka 24 medarbejdere og kontorer i sydfynske Troense og København.

– Frihavns Tårnet er et originalt eksempel på, at gamle industribygninger ofte er et fremragende grundmateriale at arbejde videre med. Praksis Arkitekter har ved brug af betonelementer formået at skabe en mesterlig forbindelse mellem det overordnede arkitektoniske greb og så en detaljering, der altid giver beskueren lyst til at komme tættere på – lyst til at røre ved bygningen, siger formanden for Betonelement-Prisens jury, Kent Martinussen, der er administrerende direktør på Dansk Arkitektur Center.

Overrækkes til marts

I siloens massive betonydervægge er der udskåret vinduespartier, som går helt til gulvet. Uden på facaden skaber betonelementer med en varierende søjlerytme nu en søjle/pladekonstruktion af næsten filigranagtig karakter. Det giver beboerne lyse lejligheder med 3-3,7 meter til loftet og store altaner med plads til udemøblering. Tårnet har et samlet boligareal på cirka 11.000 kvadratmeter og er med i alt 12 etager fem etager højere end den oprindelige silo.

Juryen fremhæver også siloens nordfacade, hvor der er indføjet felter med egetræsplanker. Motivet med egetræ mod beton er videreført i de fælles adgangsveje og går igen i lejlighederne som gulvbelægning. Samtidig er nordfacaden en opvisning i, hvor langt betonelementindustrien er nået. Facaden står som en enorm, repetetiv flade med delikat rytme og dybde, båret af en kolonnade formet af markante betonsøjler i dobbelt højde.

Betonelement-Prisen er indstiftet af Betonelement-Foreningen i 1978. Den gives som en anerkendelse for pa? højt arkitektonisk niveau at anvende betonelementer i et byggeri. Betonelement-Prisen er tidligere gået til en lang række fremragende danske arkitekter, heriblandt Signe & Christian Cold, Lene Tranberg, Bjarke Ingels samt Kim, Jan og Jørn Utzon. Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten overrækkes ved en prisfest den 30. marts 2017, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og In-Situ Prisen uddeles.

Frihavns Tårnet er moderne beboelser, fremkommet ved transformering en DLG-kornsilo ved hjælp af betonelementer. Frihavns Tårnet har 12 etager og et samlet boligareal på cirka 11.000 kvadratmeter. De enkelte lejligheder varierer fra 62 til 230 kvadratmeter. Foto: Jens Lindhe.
Frihavns Tårnet er moderne beboelser, fremkommet ved transformering en DLG-kornsilo ved hjælp af betonelementer. Frihavns Tårnet har 12 etager og et samlet boligareal på cirka 11.000 kvadratmeter. De enkelte lejligheder varierer fra 62 til 230 kvadratmeter. Foto: Jens Lindhe.

Relateret indhold