På denne uges BIM World Copenhagen i KB Hallen på Frederiksberg vil adm. direktør Helle Søholt, Gehl, og virksomhedens R&D-direktør, Liselott Stenfeldt, give indblik i, hvordan byplanlæggeren bruger data til at forbedre byudvikling:
– Vi har altid været fokuseret på at sætte mennesket først i byplanlægningen. De seneste års teknologiske fremskridt har givet os mulighed for at forstå flere nuancer om, hvordan mennesker interagerer med byens rum. Det har styrket vores evne til at skabe mere bæredygtige, velfungerende bymiljøer, siger Helle Søholt.
Internationalt event sætter spot på digitalisering i dansk byggeri: ”Vi står på en brændende platform”
Hun fortæller videre, at digitalisering og dataanalyse er en del af Gehls DNA og bruges som værktøjer til at udvikle byrum, der er socialt bæredygtige både på kort og lang sigt.
Ved hjælp af digitale værktøjer kortlægger og analyserer virksomheden byliv og menneskers adfærd i offentlige rum, hvilket giver byplanlæggere og beslutningstagere en dybere forståelse for, hvordan byer kan designes til at forbedre livskvaliteten.
Funktionalitet, fællesskab, ejerskab og social integration
Et konkret eksempel på Gehls digitale tilgang er deres arbejde på Spor10-projektet i Jernbanebyen på Vesterbro i København, hvor området frem til 2035 skal transformeres til en blandet bydel med over 8.000 beboere og 4.000 arbejdspladser.
Her arbejder Gehl tæt sammen med Urban Partners for at udvikle en datadrevet strategi og tilgang, der kan være med til at fremme social bæredygtighed og både her og nu og på længere sigt skabe en sund, inkluderende bydel.
– I Spor10-projektet har vi bl.a. kombineret sociodemografiske data med indzoomet observationsdata fra offentlige rum. Dette giver os et klart billede af, hvordan de omkringliggende områder fungerer i dag, og hvordan vi kan designe et byrum, der ikke bare er funktionelt, men også er med til at fremme fællesskab, ejerskab og social integration, siger Liselott Stenfeldt og uddyber, at Gehls tilgang går langt ud over at skabe fysiske strukturer:
– Ved at bruge en struktureret datadreven tilgang til at forstå menneskers bevægelsesmønstre og sociale interaktioner kan vi sikre, at byer bliver designet med fokus på de mennesker, der skal bo og arbejde der. Vi skaber løsninger, der prioriterer social bæredygtighed fra starten.
Digitalisering er ikke længere kun ’nice-to-have’
På BIM World Copenhagen vil Gehl dele læringer fra projekter som Spor10 og give indblik i, hvordan deres menneskecentrerede metoder og digitale værktøjer kan anvendes i byudvikling globalt.
– Data har ændret vores måde at tænke byplanlægning på. Det er ikke længere kun et spørgsmål om, hvordan vi designer bygninger eller pladser, men hvordan vi skaber byrum, der understøtter social interaktion, trivsel og langtidsholdbar udvikling, siger Helle Søholt.