Fra over 100 år gammel bygning til Svanemærket by-hotel

En historisk københavner-bygning fra 1917 er omdannet til Scandics første boutique-hotel med restaurant, rooftop bar og offentlig tagterrasse.
Scandic Nørreport på Frederiksborggade omfatter 5000 m2 fordelt på 6 etager. Foto: Scandic.
Scandic Nørreport på Frederiksborggade omfatter 5000 m2 fordelt på 6 etager. Foto: Scandic.

I hjertet af København – på Frederiksborggade ved Nørreport Station – ligger en ejendom med en mangeårige historie. Blandt andet har den tjent herskabslejligheder, bank, manufaktur af herretøj og kontor.

Med respekt for ejendommes historie, karakter og omkringliggende arkitektur har PLH Arkitekter skræddersyet en gennemgående fornyelse af den historiske bygning og omdannet den til indbydende, moderne omgivelser, hvor hotelkæden Scandic nu har åbnet sit niende hotel i hovedstaden.

Boutique-hotellet har restaurant, rooftop bar og offentlig tagterrasse. Foto: Scandic.
Boutique-hotellet har restaurant, rooftop bar og offentlig tagterrasse. Foto: Scandic.

På grund af ejendommens historik har hver etage været forskelligt indrettet alt efter formål, og bygningen er blandt andet blevet 3D-scannet for at sikre en optimalt, ny planløsning i samspil med den eksisterende konstruktion.

– Arbejdet med Scandic Nørreport har været komplekst men samtidig utrolig spændende og givende, siger Peter Rebild, sagsarkitekt hos PLH Arkitekter.

Der er 100 værelser på Scandic Nørreport. Foto: Scandic.
Der er 100 værelser på Scandic Nørreport. Foto: Scandic.

– Vi er hele tiden blevet mindet om bygningens historie, der er dukket op bag hver en væg og under hvert et gulv. Takket være det gode samarbejde med vores samarbejdspartnere har vi – i stedet for at rive ned – givet bygningen nyt liv og skabt nutidige omgivelser bygget op om de historiske rammer, siger Peter Rebild.

En åndehul af sjæl og personlighed

Hotellet er Scandics første såkaldte boutique hotel – med særligt fokus på små detaljer, intimitet og uformel atmosfære.

Fra hotellets tagterrasse og bar på 6. sal er der frit udsyn over Københavns skyline og mange seværdigheder, og udsigten kan nydes af både hotelgæster, lokale, turister og andre interesserede, da der er offentlig adgang.

Et åndehul med direkte adgang til alle storbyens oplevelser, fortæller hoteldirektør Mads Brockmann-Petersen:

– Der er ydet en stor og særdeles vellykket indsats med at transformere bygningen, så vi kan byde vores gæster velkommen i moderne omgivelser, der har sjæl og personlighed.

Bygningen fra 1917 har tidligere været herskabslejligheder, bank, manufaktur af herretøj og kontor. Foto: Scandic.
Bygningen fra 1917 har tidligere været herskabslejligheder, bank, manufaktur af herretøj og kontor. Foto: Scandic.

Tilmed er Scandic Nørreport det første danske hotel, som er certificeret efter Svanemærkets skærpede krav, hvor der er særligt fokus på minimal klimabelastning – herunder reducering af energiforbrug og CO2-udslip, øget brug af miljømærkede produkter til rengøring, øget andel af servering af mad, der ikke belaster miljøet samt en styrket indsats mod madspild.

Desuden forventes renoveringen at blive certificeret med DGNB Sølv af Green Building Council Denmark.

Relateret indhold