For 11. gang blev Dansk Landskabspris i går uddelt, og i år blev vinderen Masu Planning for H.C. Andersens Have midt i Odense.
Det er Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der står bag prisen, som også udgør juryen med en repræsentant for hver af organisationerne – dertil er også to uvildige medlemmer.
Talsperson for juryen, Steen Himmer (Park- og Naturforvalterne) fortæller, at der i år var rekordmange indstillinger og begrunder valget af H.C. Andersens Have som vinder blandt de fire finalister:
– H.C. Andersens Have af Masu Planning er et sanseligt åndehul i byen, der med sin legende karakter virker dragende på både børn og voksne. Hvert haverum rummer en særlig stemning, hvor havens planter er nøje udvalgt med henblik på at skabe en rigdom af sanseindtryk, der sikrer et foranderligt udtryk gennem årstiderne. Haven understøtter på fineste vis oplevelsen af H.C. Andersens Hus, men fungerer også som et selvstændigt landskabsprojekt. Det er også positivt, at der er arbejdet med tiltag i forhold til vandopsamling og biodiversitet, siger han.
Afsæt for nye eventyr
Haven, som indgår i samspil med H.C. Andersens Hus, er udviklet af Kengo Kuma & Associates i samarbejde med Cornelius+Vöge Atelier for arkitektur, C&W Arkitekter, lysdesigner Jesper Kongshaug, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma samt med OK Nygaard som anlægsgartner, mens Odense Kommune er bygherre på projektet.
Af juryens motivation for H.C. Andersens Have lyder desuden:
– Som i H.C. Andersens fortællekunst danner sansning af naturen, vejret og landskabet afsæt for nye eventyr i H.C. Andersens Have. Den grimme ælling mellem skræppebladene. Tommelise gemt i en yndefuld blomst. De fem indgange fra de omkringliggende gader er alle åbne og inviterer byens borgere og besøgende til at tage en grøn smutvej eller en pause fra hverdagens travlhed. Tilsammen fremstår bygningsanlæg og havearkitektur som en symbiose, der bidrager med nye markante, eksemplariske kvaliteter til området og skaber en stemningsfuld helhed helt i H.C. Andersens ånd.
De tre andre finalister var Bispebjergs Helende Haver, Karens Minde Aksen og The Social Spine.
Læs også: Hofor hyldes for sit store bidrag til Københavns udvikling
Foruden Steen Himmer består juryen af Anne Stausholm (Danske Arkitektvirksomheder), Eva Sara Rasmussen (Danske Landskabsarkitekter) samt Anna Esbjørn (Concito) og Michael Thouber (Kunsthal Charlottenborg.)
Med prisen følger 50.000 kroner.