Nye lejligheder i hjertet af Gellerupparken bliver revet væk

Pensionsselskabet PKA og entreprenørvirksomheden A. Enggaard står 1. januar klar med 63 spritnye lejeboliger i Zebra House i Aarhus. Der er dog otte ledige til udlejning, da resten er afsat eller reserveret.
Zebra House i Gellerup Parken i Aarhus er tilsyneladende et populært projekt. Det viser efterspørgslen på lejeboligerne. Illustration: A. Enggaard.
Zebra House i Gellerup Parken i Aarhus er tilsyneladende et populært projekt. Det viser efterspørgslen på lejeboligerne. Illustration: A. Enggaard.

Gellerup er i fuld gang med at undergå en omdannelse fra udsat boligområde til attraktiv bydel. Flere boligprojekter er enten i gang eller på tegnebrættet, og et af dem af Zebra House på Inger Christensens Gade, der er den første private investering i hjertet af Gellerupparken.

De 63 lejligheder i Zebra House opføres og administreres af A. Enggaard og PKA’s fælles selskab PKAE, og de to parter kan glæde sig over, at der er stor interesse for de nye kvadratmeter. Der er allerede indgået lejekontrakt på 49 af lejlighederne.

– Skal vi lykkes med revitaliseringen af Gellerup, er det afgørende, at vi får nye folk til at flytte til bydelen, og her kan vi med stor glæde konstatere, at Zebra House allerede nu er et godt eksempel på, at interessen er til stede, lyder det fra afdelingschef i A. Enggaard Jens Skinnebach.

De nye lejeboliger er alle på 60 kvadratmeter eller mindre. Pressefoto.
De nye lejeboliger er alle på 60 kvadratmeter eller mindre. Pressefoto.

For både A. Enggaard og PKA er Zebra House – som udover lejlighederne også kommer til at rumme 420 kvadratmeter erhvervslokaler – startskuddet til en række projekter i netop Gellerup, og hos PKA glæder ejendomschef Nikolaj Stampe sig over den positive start.

– Gellerup har tidligere være omgærdet af en stor berøringsangst fra investorer. Vi har dog fra start haft stor tiltro til visionen for Gellerup, så det er både specielt og glædeligt at se resultaterne af de allerede gennemførte tiltag i området. PKA har flere spændende projekter i Gellerup på tegnebrættet, blandt andet sammen med A. Enggaard, og med en sådan start på udlejningen lover det godt, siger Nikolaj Stampe.

Zebra House er første etape af et i alt cirka 7.600 kvadratmeter stort projekt, der også kommer til at rumme 27 rækkehuse. Få hundrede meter derfra skal A. Enggaard og PKA desuden bygge yderligere boliger og erhvervsbygninger som en del af et hele 60.000 kvadratmeter stort byudviklingsprojekt ud til Åby Ringvej.

Skal vi lykkes med revitaliseringen af Gellerup, er det afgørende, at vi får nye folk til at flytte til bydelen.

Relateret indhold