Velux Gruppen køber hollandsk virksomhed

Velux og det hollandske investeringsselskab Egeria har indgået aftale om, at Velux Gruppen køber virksomheden JET-Group, som har fokus på ovenlyssystemer til kommercielle bygninger.
VELUX Gruppen opkøber JET-Group fra Egeria. Pressefoto: Velux Gruppen.
VELUX Gruppen opkøber JET-Group fra Egeria. Pressefoto: Velux Gruppen.

Opkøbet af JET-Group er Velux Gruppens andet i år, efter at beslutningen om at overtage den amerikanske skylightproducent Wasco Products Inc. blev offentliggjort i april.

Velux Gruppen har været blandt de førende leverandører af ovenlysvinduer til boliger i mere end 75 år. Virksomheden tog sit første skridt som leverandør til kommercielle byggerier i 2012, hvor Velux Ovenlysmoduler (VMS-systemet) blev lanceret. Velux Gruppens strategi er nu at blive førende på dette forretningsområde gennem organisk vækst og opkøb.

– Vi fik helt fra starten en følelse af, at JET-Groups og Velux Gruppens ambitioner og kulturer supplerer hinanden godt. Opkøbet af JET-Group betyder, at vi kan styrke vores position på det kommercielle marked i et antal lande og udvide vores portefølje inden for kommercielt byggeri med en række nye produktkategorier i Europa, siger David Briggs, administrerende direktør for Velux Gruppen.

To segmenter

Kommercielt byggeri består af to hovedområder. Et segment for arkitektoniske glaselementer, hvor der er stort fokus på design, og hvor arkitekter spiller en afgørende rolle i udvælgelsen af glas- eller akrylløsninger.

Det andet segment er fladtagsløsninger til kommercielle bygninger næsten udelukkende bestående af akrylløsninger som for eksempel kupler og rækker af ovenlysmoduler (lysbånd).

De to segmenter er meget forskellige, hvad angår målgrupper og salgsprocesser. Velux Gruppens VMS-løsninger er meget brugte i segmentet for arkitektoniske glaselementer, og JET-Group er førende inden for fladtagsløsninger til kommercielt byggeri.

– Vi ser frem til at blive en del af Velux Gruppen, og vi ser et stort vækstpotentiale og mange muligheder for at styrke vores forretning i Europa til glæde for vores kunder og medarbejdere, siger Ralf Dahmer, CEO for JET-Group.

Opkøbet skal godkendes af konkurrencemyndighederne i Tyskland og Østrig for at være gældende. De to virksomheder ønsker ikke at give flere oplysninger om aftalen, før den endelige godkendelse foreligger.

Indtil aftalen er godkendt, og opkøbet af JET Group er på plads, fortsætter JET med at sælge sine produkter under JET varemærket og med den nuværende organisation, og Velux Gruppen fortsætter med at sælge sine VMS-produkter, indtil kunderne er fuldt informeret om det nye ejerskab, og indtil den organisatoriske overgang til Velux varemærket kan finde sted og offentliggøres.

Det forventes, at der kan opnås synergi ved at udvikle fælles funktioner og nøglekunder på tværs af de to organisationer, og at overtagelsen skal danne grundlag for en ny kommerciel Velux division.

Opkøbet af JET-Group betyder, at vi kan styrke vores position på det kommercielle marked i et antal lande og udvide vores portefølje inden for kommercielt byggeri med en række nye produktkategorier i Europa.

Relateret indhold