Minister: Langsigtet plan for fremtidens infrastruktur

Ole Birk Olesen stillede under Anlægsdag 2017 i dag skarpt på vigtigheden ved en langsigtet planlægning af fremtidens infrastruktur for at undgå en stop-go tilgang i anlægsbranchen.
Vi ønsker at undgå en stop-go tilgang til anlægsprojekter, siger ministeren. Foto: Niels Hougaard.
Vi ønsker at undgå en stop-go tilgang til anlægsprojekter, siger ministeren. Foto: Niels Hougaard.

119 mia. kr. på jernbaner mv. og ca. 39 mia. kr. på vejene. Det er sådan i runde tal, hvad der i disse år investeres på de to områder.

Der er derfor godt gang i anlægsbranchen, og det ønsker transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen fortsat, at der skal være. Så selvom vi står i en situation, hvor der er begrænset plads til investeringer på transportområdet, er det ifølge ministeren vigtigt, at vi begynder at planlægge fremtidens infrastruktur. Det var blandt hovedbudskaberne i ministerens tale til Anlægsdag 2017.

– Regeringen vil med 2025-planen skabe muligheder for en mere langsigtet planlægning af fremtidens infrastruktur. Det vil vi blandt andet for at undgå en stop-go tilgang til anlægsprojekter. En sådan tilgang kan nemlig i nogle perioder føre til jobmangel og arbejdsløshed, mens økonomien i andre perioder risikerer at blive overophedet, hvis der er for meget pres på branchen. I stedet for at løbe den risiko mener jeg, at vi skal skabe de bedste rammer for en langsigtet planlægning, , siger Ole Birk Olesen.

Der skal rettes op

Ministeren håber derfor, at et flertal af Folketingets partier vil bakke op om regeringens 2025-plan, så der kan blive frigivet 22 milliarder kroner til nye investeringer i infrastruktur. De midler vil regeringen bruge til at rette op på fordelingen af transportinvesteringer, så investeringerne fremadrettet bedre afspejler transportens fordeling på vej- og baneområdet, hvor omkring 90 procent foregår på vejene.

– Når vi aktuelt ikke har så mange penge til investeringer i landets infrastruktur, må vi se ekstra nøje på, hvordan vi fordeler de relativt mindre beløb, vi har til rådighed. Og regeringen er ikke i tvivl. Når der igen er ledige midler, vil vi bruge pengene på vejene, hvor langt størstedelen af transporten foregår, siger Ole Birk Olesen.

… regeringen er ikke i tvivl. Når der igen er ledige midler, vil vi bruge pengene på vejene, hvor langt størstedelen af transporten foregår.

Relateret indhold