Når WorldSkills i Abu Dhabi bliver holdt 15.-18. oktober 2017, bliver det med godt 1200 deltagere, hvoraf 15 er fra Danmark.
Dagens Byggeri har tidligere fortalt om Frederik Riber, der vil høvle guld hjem i kategorien som bygningssnedker.
To andre deltagere er 21-årige Frederik Nielsen, der dyster i flisemurerkategorien, og 21-årige Jesper Sonne Nørgaard, som er tømrer.
Begge er fra Techcollege i Aalborg, som stiller både øvelokaler og materialer til rådighed, så eleverne forhåbentlig kan få en medalje med hjem til oktober
– Vi er meget stolte over, at vi har to elever, der deltager i WorldSkills. Det er et fantastisk event, hvor topmotiverede unge får lov til at vise deres talenter. Vi håber, at blandt andre Frederiks og Jespers medvirken vil skabe øget fokus på håndværkerfaget, så endnu flere unge får lyst til at tage en erhvervsuddannelse, siger afdelingsleder hos Techcollege, Helle Mølbach Rubien
Hun rejser også til Abu Dhabi, lige som de to elevers trænere.
Målet er at vinde
Med tidligere titler som vinder af skolemesterskaberne, regionsmesterskaberne og DM i Skills har både Frederik Nielsen og Jesper Sonne Nørgaard store forventninger til det kommende WorldSkills.
– Jeg har vundet DM i Skills i 2016 og 2017, og derfor går jeg som udgangspunkt også efter, at jeg skal have en medalje med hjem fra WorldSkills. Hvis det ikke lykkes, håber jeg på som minimum at få 600 ud af 700 point, så jeg kan komme i kategorien Medallion of Excellence, siger Frederik Nielsen, der er meget stolt over at stille op for Danmark i flisemurerkategorien, hvor han dyster mod 25 andre deltagere.
Skal ramme dagen
Jesper Sonne Nørgaard kan nikke genkendende til Frederik Nielsens tanker forud for den store begivenhed:
– Jeg går selvfølgelig også efter at vinde. Men hvis det ikke sker, så satser jeg på en plads i kategorien Medallion of Excellence. Jeg er klar over, at de andre deltagere også bruger lang tid på at dygtiggøre sig, men hvis jeg har en dag, hvor tingene bare klapper, så tror jeg, at mine chancer til WorldSkills er gode, siger EUX-tømreren Jesper Sonne Nørgaard, der dyster mod 19 andre deltagere i tømrerkategorien.
Træner på opgaverne
Med kun få uger til WorldSkills træner de to nordjyder i øjeblikket intensivt på deres tidligere skole, Techcollege i Aalborg, for at blive klar.
Her øver de sig i den udstukne opgave, som for Jesper Sonne Nørgaards vedkommende er at lave en pavillon, mens Frederik Nielsen har til opgave at kreere tre tårne i flisemønster, en ørn med Abu Dhabis flag i midten samt årstallet 2017.
Opbakning fra mestre
Med blot 22 timer til at udføre opgaven til verdensmesterskaberne prioriterer de to ildsjæle træningen meget højt, og her er opbakningen fra arbejdspladsen altafgørende for de to unge herrer.
Jesper Sonne Nørgaard afsluttede sin uddannelse til EUX-tømrer i juni med svendeprøve og eksamener i gymnasiefagene.
Siden har den stået på træning hver dag fra 8-16 samt de fleste weekender for at være klar, når WorldSkills går i gang.
– Det er utrolig dejligt, at min arbejdsplads og mester, Søren Westenholz, støtter mig i projektet og har givet mig ferie, så jeg kan fokusere fuldstændigt på min træning. Det giver mig den nødvendige tid og ro til at finpudse alle detaljer på pavillonen samtidig med, at jeg kan nå at bygge den flere gange, inden jeg rejser, siger Jesper Sonne Nørgaard, der er spændt på at se, hvad de minimum 30 procent ændringer i opgaven bliver, når dagen for WorldSkills finder sted.
På samme måde har Frederik Nielsens arbejdsplads givet ham støtte og opbakning gennem forløbet,.
– Jeg træner hver anden uge og hver weekend på Techcollege i Aalborg. Det kan kun lade sig gøre, fordi min arbejdsplads og mester, Henrik Wisborgh, bakker op om forløbet og har givet mig ferie til at blive klar til WorldSkills. Det er jeg utrolig glad for, siger Frederik Nielsen.
Når Frederik træner i weekenderne har han følgeskab af 10-11 murerlærlinge, som alle følger hans træning intenst, mens de samtidig lærer af hans teknikker.