Resultater af kontrolbesøgene
- 23 procent var ikke registrerede arbejdstagere.
- 28 procent havde ikke byggekort, som ellers er den påkrævede identifikation på byggepladserne.
- Arbejdet blev stoppet på seks byggepladser som følge af for ringe sikkerhed.
- Flere eksempler på manglende arbejdskontrakter.
- Fem personer er anholdt som følge af manglende opholdstilladelse eller arbejdstilladelse.
Der er efterhånden ved at komme gang i den norske debat om udenlandsk arbejdskraft og social dumping. I sidste uge var der således en større aktion mod 90 forskellige byggepladser i fylkerne (amterne – red.) Vestfold, Buskerud, Telemark og Agder som alle ligger i det sydlige Norge. Med på byggepladserne var blandt andet det norske arbejdstilsyn, Skat og politi.
I alt blev 900 byggearbejdere kontrolleret, og det var ikke ligefrem opløftende resultater, der kom ud af det. Således blev der blandt andet registreret, at så meget som en tredjedel af de kontrollerede byggearbejdere i Vestfold, Buskerud og Telemark ikke havde det såkaldte byggekort – en slags arbejds-id – som ellers er lovmæssigt påkrævet. Derudover var op mod en fjerdedel end ikke registreret som arbejdstagere, hvilket vidner om en høj andel sort arbejde. Det skriver norske NRK Vestfold.
Stak af
Ud over indikationer om sort arbejde stødte kontrollanterne også på alvorlige tilfælde af social dumping. Således fortæller Nina Schanke Funnemark, regionsdirektør for norske Skatt i Sydnorge, at man har set tilfælde, hvor udenlandske arbejdere fik timelønninger så lave som 23 norske kroner, hvilket må siges at stå i skarp kontrast til et ellers relativt højt lønniveau i Norge.
Det var dog ikke alle arbejdere på de kontrollerede byggepladser, man nåede at få en snak med. Nina Schanke Funnemark fortæller nemlig, at der var flere eksempler, hvor folk ganske enkelt stak af, da de så, der var kontrol.