2020 vil huskes som startskuddet for den grønne omstilling og coronakrisen

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2020 - og frem mod 2021. I dag administrerende direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.
Palle Thomsen er administrerende direktør for Danske Byggecentre. Pressefoto.
Palle Thomsen er administrerende direktør for Danske Byggecentre. Pressefoto.

2020 har på mange måder været et begivenhedsrigt år. Coronakrisen har ad flere omgange lukket dele af erhvervslivet og landet ned, men 2020 har også været året, hvor snakken om den grønne omstilling i byggebranchen blev hvermandseje.

Trods coronakrisen lykkedes det at holde de danske byggecentre åbne og salget er da også steget som konsekvens af de mange hjemmearbejdsdage. Samtidig har vi nydt godt af de mange offentlige byggeprojekter, der er sat i gang og vi må konstatere, at vi nok er sluppet heldigere end de fleste andre brancher. Det skyldes både vores særlige position i byggeriet, men især fordi vores medlemmer har været opsatte på, at gå konsekvent og professionelt til værks, for at mindske smitten ude i byggecentrene.

2020 blev også året, hvor snakken og ønsket om den grønne omstilling for alvor fik sit gennembrud. Branchens klimapartnerskab har udarbejdet et ambitiøst udspil og hele branchen står på spring for at komme i gang. Vi har selv insisteret på behovet for dokumentation af byggematerialers indhold, så producenterne får mulighed for at konkurrere på klima og samtidig skabe et mere gennemsigtigt byggeri. Vi oplever også, at politikerne på Christiansborg lytter mere, i takt med at byggeriets rolle i klimakampen er blevet mere oplyst. Arbejdet går hånd i hånd med vores indsats omkring udvikling og forbedring af Bygdok.dk. Databasen er blevet taget godt imod ude i branchen og den har sparet byggecentre, rådgivere og entreprenører for mange strabadser med at indsamle dokumentation.

I 2021 håber jeg at coronakrisen bliver et overstået kapitel, så vi kan lægge vores kræfter i at skubbe byggeriet i den rigtige retning. For vores vedkommende fortsætter vi arbejdet med den grønne omstilling i byggebranchen. Det indebærer arbejdet med at udbrede Bygdok.dk og indsamle dokumentation til databasen. Vi vil fortsat arbejde for, at skabe et grønnere og mere gennemsigtigt byggeri, hvor dét, at udvikle innovative og grønne byggematerialer giver producenter en konkurrencefordel. Jeg tror og håber på, at 2021 bliver året hvor politikerne på Christiansborg bliver ligeså ambitiøse på byggeriets vegne, som branchen selv er.

Relateret indhold