PKA og FB Gruppen bag Holbæk-projekt til 2,5 milliarder

FB Gruppen A/S forventer at bygge 1.000 boliger i Holbæk Have over de næste 10 år.
FB Gruppens projektforslag taler ind i vores ønske om at tiltrække flere uddannelser til Holbæk og dermed fastholde vores unge i nærmiljøet, tiltrække børnefamilier fra øst og tilbyde mindre boliger til singler og seniorer, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der her flankeres af Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen. Pressefoto.
FB Gruppens projektforslag taler ind i vores ønske om at tiltrække flere uddannelser til Holbæk og dermed fastholde vores unge i nærmiljøet, tiltrække børnefamilier fra øst og tilbyde mindre boliger til singler og seniorer, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der her flankeres af Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen. Pressefoto.

Om et års tid kan FB Gruppen tage første spadestik til et nyt boligområde i Holbæk, hvor der over tid kan bygges 1.000 nye boliger i Holbæk.

Holbæk Kommune har besluttet at sælge et 45.000 kvadratmeter stort område til projektudvikleren, som forventer at overtage området ved årsskiftet 2020/2021, når der er vedtaget en ny lokalplan.

I det første delområde vil der blive bygget 33.000 etagemeter og FB Gruppen har sikret sig forkøbsretten til resten af området, der består af yderligere tre delområder. Her kan der opføres ca. 82.000 etagemeter, hvorved FB Gruppen i alt kan realisere godt 1.000 boliger på området.

– Det glæder os utrolig meget, at Kommunalbestyrelsen har betroet os opgaven med at bidrage til udviklingen af Holbæk Have. Området er efter vores opfattelse et af de allermest attraktive områder i byen, ikke mindst på grund af den store park, der giver spændende muligheder for grønne værdier og fællesskaber, siger administrerende direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S.

PKA er klar med investering

For den bindende del af tilbuddet betaler FB Gruppen 41,7 millioner kroner, og en samlet pris på 135 millioner kroner for hele arealet.

Det samlede bydelsprojekt for Holbæk Have vurderes i alt til en anlægssum i omegnen af 2,5 milliarder kroner. Dermed bliver det potentielt set én af de største investeringer i Holbæk Kommunes historie.

FB Gruppen planlægger, at de 1.000 boliger skal bygges over de kommende ti år.

– Gennem de sidste otte år har vi i forbindelse med flere større udviklingsprojekter haft et tæt samarbejde med Pensionsselskabet PKA, der blandt andet er pensionskasse for sygeplejersker og en række medarbejdergrupper inden for den offentlige sektor. Det er derfor begge parters forhåbning, at samarbejdet kan videreføres omkring Holbæk Have med PKA som finansiel partner og blivende investor i en del af projektets boligudlejningsejendomme, siger Hans-Bo Hyldig, der også har samarbejdet med PKA i forbindelse med udviklingen af Grønttorvet i Valby.

Relateret indhold