Fra regnskabet
- Omsætning: 479,61 mio. kr. (2017: 400,84)
- Resultat før skat: – 15,15 mio. kr. (2017: 17,08)
- Årets resultat: -11,83 mio. kr. (2017: 13,31)
STB Byg A/S i Vejle har gennem en årrække haft en støt stigende vækstkurve. På omsætningssiden var der igen stigning fra 400 millioner i 2017 til 480 millioner sidste år. Men på indtjeningssiden knækkede kurven sidste år, hvor resultatet før skat endte med et minus på godt 15 millioner kroner mod et overskud i samme størrelsesorden i 2017.
– Det er brandærgerligt, for det har været et fint år med godt ordreindtag, gode projekter og høj aktivitet. Men det har vist sig, at vi ikke har haft et tilstrækkeligt overblik over vores projektstyring på Sjælland. Det gælder i hele projektfasen fra tilbudsgivning til projektering og eksekvering, og det er selvsagt utilfredsstillende, siger en ærgerlig adm. direktør, Jens Winther, der sammen med Jan Bøgelund Olesen ejer og driver STB Byg A/S.
Det drejer sig om tre komplekse byggesager, som har været dyre for STB Byg.
– Det underskud vi her må berette om, er en enlig svale. Vi driver i bund og grund en fornuftig forretning, og tingene er stærkt på vej tilbage i rette gænge, siger Jens Winther.
Omorganisering
Han har sammen med den øvrige ledelse sat et stærkt fokus på at få rettet op på interne processer, og få sat de rette kompetencer på at styre projekterne igennem. Oprydningen har ført til afskedigelser og omorganisering i ledelsen, og ejerne er rykket helt tæt på udviklingen for at rette op. Og det har allerede haft gavnlig virkning.
– Vi er ikke skræmte, og vi vil se et 2019 der udvikler sig fornuftigt. Vi kan allerede på nuværende tidspunkt konstatere, at det ser meget anderledes ud, siger han.