Efter at have været direktør for PPGs division for autolak i Norden og Tyskland i 10 år har Torben Beck arbejdet som adm. direktør for Bostik og LIP i to år.
Nu er han vendt tilbage til PPG som ny adm. direktør, hvor han er ansvarlig for både den danske, tyske, østrigske og schweiziske forretning.
Torben Beck startede den 1. november på det danske hovedkontor i Søborg, hvor knap 300 mennesker er beskæftiget i administration og produktion:
– Jeg skal sammen med den øvrige ledelse i gang med at lægge en langsigtet strategiplan for PPG Danmark. Strategien kan dog blive en smule udfordret af de aktuelle markedsforhold, som Torben Beck kalder for ‘lidt af en dark horse’.
Ansvar for den grønne omstilling
Ambitionerne hos Torben Beck lyder på fortsat vækst og den bæredygtig satsning som to afgørende fokusområder:
– PPG er en velsmurt maskine med professionelle og dedikerede medarbejdere. Min opgave bliver at få alle til at trække i samme retning, så vi realiserer vores vækstpotentiale. Her handler det for mig om, at vi blandt andet i højere grad investerer i de langsigtede perspektiver, siger Torben Beck og tilføjer:
– Den professionelle maler bliver i stigende grad mødt med krav om, at projektet skal være udført med miljømærkede produkter, og DGNB-certificerede byggerier skyder op i stadigt større omfang. Også byggemarkedernes kunder efterspørger i højere og højere grad miljømærkede malinger. For begge kundetyper har vi et ansvar for at bidrage til, at der hele tiden bliver taget skridt fremad i den grønne omstilling.
PPG har hovedsæde i Pittsburgh og opererer og skaber løsninger i mere end 75 lande. I 2021 omsatte virksomheden for USD 16,8 mia.