KG Hansen udvider lufthavn for 140 millioner

Billund Lufthavn har haft fremgang og forventer i alt 3,4 millioner passagerer i 2017. Derfor udvider de nu med hjælp fra KG Hansen.
Pressefoto.
Pressefoto.

Billund Lufthavn har haft gang i forretningen og udvider derfor med 6500 etagemeter multihus. De har i den forbindelse skrevet kontrakt med K.G. Hansen og Sønner A/S om entreprisen. Det skriver de i en pressemeddelelse.

K.G. Hansen & Sønner a/s har vundet kontrakten i konkurrence med fire andre totalentreprenører og skal nu i gang med at projektere byggeriet inden selve byggestarten, som forventes at være maj 2018.

– Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med K.G. Hansen om opførelsen af multihuset. Deres tilbud var samlet set bedst på pris, kvalitet, organisation og proces, så vi er meget trygge ved det kommende samarbejde, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i pressemeddelelsen.

Det går godt for Billund Lufthavn i disse år med både et markant stigende antal passagerer og gode økonomiske resultater, skriver de i pressemeddelsen. Passagertallet forventes at komme i nærheden af 3,4 millioner i 2017, og flere rejsende betyder, at lufthavnen først og fremmest får behov for mere plads til passagererne. Derfor skal multihuset rumme både passagerfaciliteter samt en række kontorer og lagerfaciliteter, som flyttes over i det nye multihus for at skabe bedre plads i terminalen.

– Med succes følger ansvaret for at få udvidet kapaciteten i tide, og det har vi drøftet nøje i bestyrelsen. Multihuset er det første og nok også det største af en række udviklingsprojekter, som bliver realiseret i de kommende år, siger bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen.

Relateret indhold