Der er fremgang i antallet af elever fra bygge- og anlægsuddannelserne, der har fået praktikpladser. Bedst ser det ud for tømrer- og murereleverne, som har høstet flest praktikpladser i årets første fire måneder med en stigning på henholdsvis cirka 15 procent flere praktikpladser til tømrerelever og cirka 19 procent flere til murerelever, når man sammenligner med samme periode sidste år.
– Det er dejligt, at der er fremgang i antallet af praktikpladser. Især til murereleverne, da vi kommer til at mangle svende inden for det fag om få år. At der også er mange tømrerelever, der i år har landet en praktikplads, er en ekstra bonus og et signal om, at både elever og håndværksvirksomheder tager situationen med at uddanne flere faglærte seriøst, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl i en pressemeddelelse.
Dansk Byggeri fremhæver, at de flere praktikpladser, der er blevet indgået i 2017, er yderst nødvendige for fremtiden. I 2027 kommer Danmark nemlig til at mangle op mod 17.000 faglærte alene i bygge- og anlægsbranchen.
– Det er vigtigt at sende et signal til de unge, der overvejer en erhvervsuddannelse, om, at der er gode karrieremuligheder i byggeriet, og at der er gode praktikpladsmuligheder, siger Louise Pihl.