Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har nu godkendt Bravida Danmarks køb af JFE A/S, JPE Materialeudlejning ApS og JL A/S. Dermed er JFE, som beskæftiger i alt ca. 100 medarbejdere, nu en del af Bravida Danmark A/S. Dagens Byggeri skrev om opkøbet, da det skete for en måends tid siden.
JFE’s hovedaktiviteter er kommunale rammeaftaler og totalentrepriser i forbindelse med udførelse af jordarbejde, rørarbejde, muffemontage, VVS-arbejde, industrirør på fjernvarmeværker, kraftvarmeværker, forbrændingsanstalter og større boligselskaber, anlægsarbejde, kloakarbejde, park og vej samt maskinudlejning. JFE udfører størstedelMyndighederneen af opgaverne som hovedentreprenør.
Efter planen vil JFE blive en integreret del af Bravida, men virksomheden vil fortsætte som selvstændig enhed under ledelse af den tidligere direktør og ejer Johnny Pedersen.
10.000 medarbejdere
Med købet af JFE fortsætter Bravida Danmark A/S rækken af opkøb, som i 2016 omfattede Delta 3 Teknik A/S i Randers, EnergiMidts elinstallationsafdeling i Silkeborg og elinstallationsvirksomheden Vinther & Strøm A/S i København.
Bravida er Nordens førende leverandør af installations- og serviceydelser med cirka 10.000 medarbejdere, heraf omkring 1.600 i Danmark.
Bravida udfører såvel specialopgaver som helhedsløsninger indenfor el, vvs og ventilation og tilbyder alt fra design og projektering til installation, drift og vedligehold. Koncernen har afdelinger på omkring 140 lokationer i Sverige, Norge, Danmark og Finland.