Fire år uden arbejdsulykker

En målrettet indsats betyder, at Leca A/S 25. februar kunne fejre fire år uden arbejdsulykker.
Der arbejdes meget på at forhindre arbejdsulykker hos Leca A/S. Pressefoto.
Der arbejdes meget på at forhindre arbejdsulykker hos Leca A/S. Pressefoto.

Et godt psykisk arbejdsmiljø og et stærkt fysisk arbejdsmiljø både for ansatte og eksterne. Det er målsætningen for Leca A/S, og det ser ud til, at virksomheden er lykkedes med målsætningen. I hvert fald har man netop fejret fire år uden arbejdsulykker. Det skriver Leca A/S i en pressemeddelelse.

Virksomheden ejes af Saint-Gobain, og herfra udstikkes der i øvrigt også mål for arbejdsmiljøet – den såkaldte EHS Charter – og disse er ganske enkle: Nul arbejdsulykker, nul arbejdsbetingede lidelser og nul affald til deponi.

EHS står for Environment (miljø), Health (sundhed) og Safety (sikkerhed).

60 sekunder til omtanke

Leca har i øvrig også ansat en EHS-koordinator, Annette Madsen, som meget naturligt er godt tilfreds med de fire år uden ulykker.

– Vi har en EHS-sikkerhedshåndbog, som alle får udleveret – både medarbejdere og eksterne håndværkere. Alle skal kvittere for, at de har læst og forstået reglerne, inden de påbegynder arbejde hos os. Desuden laver vi løbende sikkerhedsbesøg og uddanner vores medarbejderne til at foretage sikkerhedsbesøg. Et sikkerhedsbesøg er et værktøj til at formindske antallet af farlige handlinger og situationer. Endelig registrerer vi “nærved uheld” samt “mulighed for uheld”, som gennemgås på vores daglige morgenmøde, siger hun.

Et konkret værktøj, der bruges i det daglige, er “60 sekunder til omtanke”. Det er en instruktion, som skal sikre, at man stopper op og tænker en arbejdsopgave igennem for farlige handlinger og farlige situationer, så disse kan undgås. Instruktionen “60 sekunder til omtanke” bruges ved alle usikre situationer, og hvis det vurderes nødvendigt at omgå reglerne. I dette tilfælde skal der udfyldes en formular, før handlingen foretages.

Relateret indhold