I Danmark har der længe været en stigende bevidsthed om, at energibesparelser i bygningsmassen var en af de mest effektive måder at nedsætte det samlede energiforbrug på. Det handler om både at forbedre klimaet og at forbedre forsyningssikkerheden.
Den erkendelse er også EU-Parlamentet kommet til, og det danske medlem Bendt Bendtsen fra De Konservative peger på, at tre ud af fire europæiske bygninger er energimæssigt ineffektive, og at 40 procent af EU’s energiforbrug går til bygninger.
Målsætningen er overordnet for hele EU at øge energieffektiviteten i EU med 30 procent i 2030, og det er Bendt Bendtsen, der har fået ordførerskabet omkring et opdateret EU-bygningsdirektiv.
Lavthængende frugter
– Jeg har haft det første møde i sagen og nu går arbejdet så i gang. Jeg håber, at det er færdigt til september. Vi har behov for at gøre noget ved energiforbruget i den europæiske bygningsmasse, og der er masser af lavthængende frugter at tage fat i. Vi skal ikke mindst gøre os mindre afhængige af Putins gas og olien fra Mellemøsten. Vi bliver desværre mere og mere afhængige af importeret energi. På ti år er vi gået fra at importere 40 procent til over 50 procent af vores energi. Energieffektivitet er en øvelse, hvor Danmark har været helt fremme, og jeg vil ikke lægge skjul på, at der er masser af europæiske arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder ved energirenoveringer af bygninger. Og der er masser af eksportarbejdspladser i det for Danmark, hvis vi kommer igennem med et godt direktiv. Det gælder eksempelvis både varmepumper, termostater eller isolering, siger Bendt Bendtsen til Dagens Byggeri.
Energifattigdom i Østeuropa
Han håber at kunne skabe et bredt flertal bag forslaget, så der er så bredt et mandat som muligt, og dermed også kunne lægge pres på Ministerrådet, der i sidste ende skal gennemføre forslaget.
Bendt Bendsen erkender dog, at der ikke mindst i de østeuropæiske lande i årevis har været en stærk modstand i forhold til direktiver om energibesparelser:
– Østeuropa er ikke helt fremme i skoene omkring energieffektiviseringer. De taler så meget om energifattigdom, men det skyldes netop, at de ikke tidligere har brugt energien ordentligt. Det må vi så hjælpe dem med. En af de helt store nødder, der skal knækkes, er at få private penge ud at arbejde med energirenovering. Vi har firmaer i Danmark, hvor eksempelvis PKA har investeret et millionbeløb. Vi skal have lukket op for pensionsfondene og skabe vished for, at de med langtidsinvesteringer kan få pengene tilbage – med renter. Der er masser af gode muligheder, siger det konservative medlem af EU-Parlamentet.
Nej til detailstyring
Han understreger i øvrigt, at det kræver både offentlig, men altså især privat finansiering at kickstarte energirenoveringerne, men samtidig advarer han mod at detailstyre de konkrete tekniske løsninger. Fokus skal være på, at løsningerne bidrager til at udnytte energien bedre:
– Det er ikke lovgiverne, men markedet, som skal beslutte, hvilke teknologier der er bedst og mest fremtidssikre. Det skal markedet nok regulere, slutter Bendt Bendtsen.