Ifølge Danmarks Statistik steg den sammensatte, sæsonkorrigerede konjunkturindikator for byggeri og anlæg en lille smule fra -6 i december til -5 i januar. Det er især beskæftigelsesforventningerne, der trækker barometerstanden opad.
– Når der trods den gode grundform ikke er mere optimisme at spore i byggeri og anlæg, skyldes det, at der ikke er fremgang i alle delbrancher på én gang og heller ikke lige meget gang i hjulene over hele landet. Især nybyggeriet af boliger trækker opad, mens vejanlægsområdet trækker ned, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.
Stabilt mangelniveau
Hver måned spørger Danmarks Statistik til, hvilke produktionsbegrænsninger byggevirksomhederne oplever, og her er der traditionelt mest fokus på arbejdskraftmangel og mangel på arbejdsopgaver.
– Den opfattede mangel på specialiseret arbejdskraft ligger i øjeblikket stabilt, og der var i januar byggevirksomheder svarende til 19 procent af beskæftigelsen, som oplevede produktionsbegrænsninger på grund af arbejdskraftmangel, men der er faktisk flere virksomheder, nemlig 22 procent, som bremses af mangel på arbejdsopgaver, siger Bo Sandberg.
Mild vinter
Dansk Byggeri hæfter sig ved en anden vigtig faktor i undersøgelsen af produktionsbegrænsninger, nemlig vejret.
– I begge de to første vintermåneder, december og januar, er det kun virksomheder svarende til 6 procent af byggeriets beskæftigelse, der har oplevet produktionsbegrænsninger på grund af dårligt vejr. I de hårde vintre i 2010 og 2011 var det tilsvarende tal i enkelte måneder oppe på mellem 25 og 40 procent, siger Bo Sandberg og fortsætter:
– En mild vinter er ganske enkelt guld værd for bygge- og anlægsbranchen. De beskæftigede lønmodtagere undgår sæsonafskedigelser på grund af vejrlig. I den milde vinter i 2016 dykkede byggebeskæftigelsen i 1. kvartal blot til 97 procent af årsgennemsnittet mod 95 procent i en “normal” vinter og 93 procent i en hård vinter. Det betød konkret 3.200 ekstra beskæftigede i vinteren 2016 og meget tyder på, at vi vil se samme tendens i 2017.
For byggevirksomhederne er den milde vinter en positiv sidegevinst. Når der kan fastholdes et højt aktivitetsniveau året rundt, tager man også toppen af udfordringen med adgang til tilstrækkelig arbejdskraft, som typisk opstår i sommerhalvåret.