Det blev allerede i 1970’erne forbudt at anvende det sundheds- og miljøskadelige PCB i byggematerialer.
Men stoffet findes stadig i bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950-77. Det kan give problemer, når bygningerne rives ned, og materialerne skal genanvendes.
Det er derfor en forudsætning for den cirkulære økonomi, at der kommer styr på blandt andet PCB i byggeaffald. Derfor indføres en grænseværdi, som dels mindsker spredningen af PCB i miljøet, hjælper kommunerne i deres arbejde med at vurdere, hvornår at byggeaffald er rent nok, og skaber mere ens vilkår for byggebranchen på tværs af landet.
Savner nedre værdi
Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri er begrænset positiv overfor planerne om en grænseværdi for PCB i byggeaffald.
Han er tilfreds med, at der bliver fastlagt en grænseværdi på PCB, men samtidig peger han på, at den nye grænseværdi ikke løser alle problemer.
– I Dansk Byggeri savner vi en fastsættelse af grænseværdier for øvrige forurenende stoffer, en forenkling og entydighed af reglerne og en nedre grænseværdi for, hvad der er rent, siger Michael H. Nielsen.
Reglerne slår nu eksempelvis fast, hvornår byggeaffald skal deponeres eller behandles på egentlige godkendte affaldsanlæg, og hvornår det, trods et vist indhold af PCB, kan anvendes til eksempelvis grundlag for veje.
– Vi mangler en nedre grænseværdi for, hvor lidt PCB, der må være i affald, før det kan siges at være “rent”, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.
Altid en rest
Michael H. Nielsen slår fast, at bygninger opført i perioden 1950-1977 nærmest pr. definition indeholder PCB, og derfor vil der altid være rester i byggeaffaldet.
– Det handler meget om, at vi i byggebranchen er stærkt optaget af, hvordan vi kan nyttiggøre vores affaldsprodukter. Hvornår vi kan anvende til at producere nye ting, og hvornår affaldet skal deponeres. Problemet med PCB er, at det også spredes som dampe, og når man renser bygninger for PCB, opdager man, at det også findes i møbler og tæpper. Derfor vil bygningsaffald fra den periode altid inde holde en lille rest, slutter Michael H. Nielsen.
