Philips Lighting vil i samarbejde med Lemvigh-Müller sørge for, at elinstallatører får hjælp til hele tiden at holde sig ajour med den seneste udvikling på LED-markedet, som er i konstant udvikling. Det sker ved at uddele LED-nøgler i deres butikker over hele landet.
LED-belysning står for over 90 procent af salget af lyskilder og armaturer hos Philips Lighting, og derfor er det nødvendigt at give installatørerne det nyeste overblik, når udviklingen går så hurtigt, forklarer Michael Kragh, dansk landechef hos Philips Lighting.
– Med LED-nøglen giver vi kunderne en oversigt over de nyeste armaturer og lyskilder. Det gør det nemt for installatørerne at danne sig et overblik over, hvad de skal tilbyde deres kunderne for at sikre den rigtige løsning. Udviklingen går lynhurtigt, så de er glade for, at vi kan sørge for, at installatørerne hele tiden kan træffe det rigtige valg, siger Michael Kragh i en pressemeddelelse om den nye LED-nøgle, der allerede er tilgængelig i Lemvigh-Müllers butikker.
Stærkt samarbejde
Den lilla nøgle giver adgang til en portal med de nyeste produkter og oversigt over anvendelsesmuligheder for Philips’ LED-lyskilder og -armaturer. Og for netop at sørge for, at informationen ikke er forældet, inden den kommer i hænderne på elinstallatørerne, så bliver portalen, nøglen giver adgang til, konstant opdateret.
Philips Lighting og Lemvigh-Müller har længe haft et tæt samarbejde, og de forsøger hele tiden at finde nye måder, hvorpå de sammen kan give installatørerne de bedste muligheder for at montere de nyeste og mest energibesparende løsninger, forklarer Peter Haarup Sørensen, markedschef for el hos Lemvigh-Müller.
– Formålet er jo at lette hverdagen for vores fælles kunde: elinstallatøren. Tilmed fremmer det brugen af energibesparende LED-produkter, og det vil vi som virksomhed gerne støtte op om. For vi ser altid stor værdi i værktøjer, der kan hjælpe elinstallatørerne med sælge energivenlige installationer, siger Peter Haarup Sørensen.
– Lemvigh-Müller er vores forlængede arm i kontakten med installatørerne og kan sikre, at de hele tiden er klædt på med den rigtige viden og har produkterne tilgængelige. Det her samarbejde giver mening for alle – både Philips Lighting og Lemvigh-Müller, men så sandelig også de mange elinstallatører i Danmark, tilføjer Michael Kragh.
Kampagnen er en gentagelse fra sidste år, og der var den så succesfuld, at mængden af LED-nøgler i år er øget betragteligt.