Flere skybrud øger risikoen for skjulte skader i byggeriet

Danmark står foran flere skybrud, og dermed vokser risikoen for fugt- og vandskader i bygninger. Teknologisk Institut advarer om, at de alvorligste skader kan udvikle sig, efter vandet er væk.
Ifølge Forsikring & Pension blev der alene i 2025 anmeldt næsten 12.000 vandskader efter skybrud til de danske forsikringsselskaber. Foto: Gettyimages.

Flere skybrud øger risikoen for flere fugt- og vandskader i danske bygninger.

Danmark oplever ifølge DMI omkring 20-25 døgn med skybrud om året, og antallet forventes som følge af temperaturstigninger at vokse med mellem 25 og 70 %.

Alene i 2025 blev der ifølge Forsikring & Pension anmeldt næsten 12.000 vandskader efter skybrud til de danske forsikringsselskaber.

Læs også

Vinder skybrudssikring til over 50 mio. kroner

Men når håndværkere og skadeservice rykker ud efter en oversvømmelse, er det ikke nødvendigvis det synlige vand, der udgør den største udfordring.

Ifølge Teknologisk Institut kan fugt trænge ind bag vægge, under gulve og i isolering, hvor almindelig ventilation og affugtning har begrænset effekt. Dermed kan en bygning fremstå tør, selv om der fortsat er risiko for omfattende følgeskader.

– Vi ser igen og igen, at de største følgeskader ikke opstår ved selve skybruddet, men i ugerne efter, når vandet er væk, men fugten er trængt ind bag vægge, under gulve og i isolering. Det er en udbredt misforståelse, at opgaven er løst, når vandet er fjernet og rummet umiddelbart føles tørt, siger Steen Pallesen, der er forretningsleder ved Teknologisk Institut.

Få dage kan være afgørende

Problemet er særligt stort, når vand er trængt ind bag beklædningsplader og tapeter, mellem gipsplader eller under gulvbelægninger. Her har almindelig affugtning og ventilation kun begrænset effekt.

Opfugtede materialer som våd isolering, filt, væv og linoleum bør ifølge Teknologisk Institut fjernes hurtigst muligt frem for blot at blive tørret.

Læs også

Glemte oversvømmelser kan føre til slemme fejl i byggeriet

Skimmelsvamp kan begynde at udvikle sig allerede fem til syv dage efter en oversvømmelse, og de mest alvorlige problemer opstår typisk inden for tre til seks uger. Derfor anbefaler instituttet, at grundig udtørring sættes i gang senest tre-fire dage efter vandskaden.

– Vi ser ofte, at skaderne først opdages måneder senere, når der f.eks. opstår skimmellugt. Det kan både gå ud over beboernes sundhed og have store økonomiske konsekvenser til følge, hvis man ikke får handlet i tide, siger Steen Pallesen.

Kældre giver særlige udfordringer

Mange af de skader, Teknologisk Institut arbejder med, findes i både beboede og ubeboede kældre. Her kan fyldte og aflåste kælderrum forsinke oprydningen.

Det gælder blandt andet ejer- og andelsboligforeninger, hvor flere parter skal koordinere indsatsen i fælles kælderarealer, og hvor der ifølge instituttet ofte mangler et samlet beredskab.

Læs også

Antallet af skybrudsskader falder – men er stadig højt

Er der samtidig trængt kloakvand ind fra overbelastede kloaksystemer, stiller det yderligere krav til arbejdet.

– Er der tale om kloakvand, skal man være ekstra opmærksom på hygiejne og korrekt oprydning, siger Steen Pallesen.

Skal tænkes ind, før skaden sker

Udsigten til flere skybrud betyder ifølge Teknologisk Institut, at indsatsen ikke alene bør handle om at udbedre skaderne, når de opstår.

Skybrudssikring bør i højere grad tænkes ind som en del af drift, renovering og nybyggeri. I udsatte områder kan det blandt andet handle om materialevalg og løsninger som barrierer, højvandslukker samt ændrede niveauer ved lyskasser og kælderdøre.

Læs også

”Det haster”: Danmark står overfor enorme skader, hvis ikke vi klimasikrer mere

– Man kan ikke forhindre, at det regner. Men man kan mindske, hvor alvorlige følgeskaderne bliver, ved at handle hurtigt og rigtigt, og ved at forberede sig, før skybruddet kommer, siger Steen Pallesen.

Relateret indhold