Danmark har historisk haft elnet nok, men sådan er det ikke længere. Kapaciteten er tæt på at være brugt op flere steder, og efterspørgslen efter nettilslutning vokser hurtigere, end den planlagte udbygning kan følge med. Det er en udfordring for virksomheder, der ønsker at elektrificere, og udfordringerne fra for det offentlige elselskab, Energinet, har nærmest stået i kø.
For en måned siden offentliggjorde selskabet, at man arbejder på en model, der skal give overblik over de mange ansøgere om tilslutning til elnettet. Løsningen betyder dog også, at store projekter kan frem til op mod 10 års ventetid, og det er blevet mødt med stor kritik.
Nedsmeltning: Energinet giver indblik i de store elnet-problemer
Derfor har regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier indgået en politisk forståelse om, at et lovforslag om en akutplan nu sendes i høring med henblik på implementering hurtigst muligt.
En ny akutplan skal sikre, at den resterende ledige kapacitet i elnettet udnyttes bedre. Som det er i dag, sker tilslutningen til elnettet i høj grad efter først-til-mølle-princippet. Fremover skal Energinet og netvirksomhederne have mulighed for at prioritere adgangen til nettet, og det skal ske på en måde, der holder hånden under den almindelige danskers nære hverdag, samfundets kritiske funktioner og elektrificeringen af samfundet, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister, Samira Nawa.
Massiv udfordring
– Akutplanen er første skridt for at rette op på den massive udfordring, som vores elnet på nuværende tidspunkt er i. Den hjælper os med at bruge den kapacitet, vi allerede har, bedre og mere målrettet. Men den løser ikke udfordringerne alene.
– Derfor skal vi også have mere elnet, hurtigere udbygning og en langsigtet plan for den energiinfrastruktur, der skal understøtte Danmarks grønne klimahandling i de kommende årtier. Det arbejde tager vi fat på umiddelbart efter sommerferien.
Sammen med akutplanen nedsætter ministeren desuden et nyt dialogforum med deltagelse af myndigheder, Energinet, KL, netvirksomheder og elnetkunder, ligesom der også etableres en højniveauarbejdsgruppe, der skal bidrage til håndteringen af kapacitetsudfordringerne.
Ny energivirkelighed kalder på nye svar fra byggeriet
Når høringsperioden er ovre, fremsættes lovforslaget i Folketinget efter sommerferien.
Planen er, at Energinet og netvirksomhederne kan administrere efter de nye regler, når de næste gang skal behandle anmodninger om større nettilslutning til efteråret.
Lovforslaget skal give Energinet og netvirksomhederne mulighed for at prioritere nettilslutninger efter politisk fastsatte kriterier, afvise nogle typer af projekter i særlige tilfælde og sikre et tydeligere grundlag for administrationen af den knappe kapacitet i elnettet.
Akutplanens prioriteringsmodel
Anmodning om nettilslutning opdeles i fire kategorier, hvor anmodninger i kategori 1 prioriteres først og så fremdeles:
• Kategori 1: Beskyttede behov og samfundskritiske funktioner
• Kategori 2: Direkte elektrificering, VE, CCS, brint, PtX og øvrige projekter
• Kategori 3: Energilager- og elsystemunderstøttende projekter
• Kategori 4: Visse store energiforbrugere
Projekter i kategori 2-4 vurderes efter netvenlighed. Projekter, der belaster nettet mindre, kan få en bedre placering i køen relativt til andre projekter i samme kategori.
