Arkitekt modtager æresmedalje: ”En forbilledlig repræsentant”

Arkitekt MAA Bente Lange modtager Arkitektforeningens Æresmedalje for sit livslange arbejde med restaurering, som hun har sat et markant og farverigt præg på.
Bente Lange sammen med udsynvinderne ved overrækkelsen. Foto: Alonso Mayo.

Med sin store viden og engagement har Bente Lange gjort sit navn gældende som restaureringsarkitekt, både herhjemme og internationalt.

Sådan lyder det fra Arkitektforeningen, der netop har overrakt en æresmedalje til arkitekten, der gennem sit 45 år lange virke har bidraget markant til arkitektfaget.

Hun har stået bag restaureringer af små som store bygninger, hvoraf der bl.a. kan nævnes Den Frie Udstillingsbygning i København, San Cataldo-klostret i Italien, Det Danske Institut i Rom og Damaskus, Frederiksborg Slotshave, Rockwool Fondens domicil og en række herregårde, sommerhuse mm.

Læs også

Arkitektforeningen til landets kommuner: Nødvendigt med helhedstænkning

I begrundelsen lyder videre, at Bente Lange med sin indsigt i bygningsbevaring, farver og håndværk har udviklet et stærkt og genkendeligt fagligt udtryk.

Derudover har hun tilført faget et forfatterskab, der tæller fagbøger og børnebøger om arkitektur.

Blandt de mest kendte er bogen ”Roms farver”, som er udgivet på dansk, italiensk og engelsk, samt en udgivelsesserie for børn, hvor hun gennem de fire grundelementer formidler arkitekturens væsen på en enkel og engagerende måde.

Desuden er hun gennem årerne blevet tildelt et hav af anerkendelser, priser og medaljer.

En forbilledlig repræsentant

– Bente Lange bidrager generøst til arkitektfaget og løfter restaureringen af små og store bygninger til højeste faglige niveau. Samtidig har hun i en årrække markeret sig som en markant stemme i debatten, hvor hun med styrke og klarhed gør arkitektur og restaurering tilgængelig og nærværende.

– Ikke mindst bidrager hun med ny viden og teori om klassisk restaurering til stor inspiration for nuværende og kommende generationer af arkitekter, siger Johnny Svendborg, der er forperson i Arkitektforeningen.

Læs også

Arkitekter kalder på gentænkning af projektkonkurrencen

– Bente Lange er en forbilledlig repræsentant for vores fag, og det er netop hendes tilgang til det eksisterende byggeri, som samfundet får brug for meget mere af i fremtiden, hvor vi skal bygge langt mindre, og bevare langt mere.

Bente Lange tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1981 og stiftede som 25-årig sin første tegnestue sammen med to studiekammerater i Skagen. Nogle år senere stiftede hun Bente Lange Arkitekter, som hun stadig driver. I 1991 tog en Ph.d. i farveteori og restaurering af facader (Roms farver).

Relateret indhold