Social dumping fortsat er udbredt i den danske bygge- og anlægsbranche.
Det viser nye tal fra Skattestyrelsen.
Siden 2020 har styrelsen gennemført knap 5.000 kontroller i bygge- og anlægsbranchen og fundet fejl i næsten 2.200 sager.
I alt har styrelsen i perioden afsluttet næsten 7.800 sager mod social dumping på tværs af brancher, hvoraf godt 3.700 har ført til regulering af virksomheders skatte- og afgiftsforhold.
Danmark vil have strammere EU-regler mod social dumping
– Det gør mig vred, og det er helt uacceptabelt, at virksomheder ved at snyde i skat forsøger at skaffe sig en unfair konkurrencefordel og dermed undergrave ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.
– Social dumping stjæler både fra fællesskabet og fra de virksomheder, der gør tingene ordentligt. De her nye tal viser, at der sker fejl i forskellig grad – men de indikerer også, at der er nogle, der udnytter vores system til at begå kriminalitet. Derfor er det godt, at indsatsen virker – og den er helt nødvendig, tilføjer hun.
Social dumping: Stop for alt entreprenørarbejde rykker nærmere
Ifm. indsatsen mod social dumping er der i alt udsendt opkrævninger for knap 2,1 mia. kroner i perioden. Bygge- og anlægsbranchen står for 68 % af reguleringerne.
Et pilråddent arbejdsmiljø
Regeringen har i regeringsgrundlaget haft fokus på at styrke indsatsen mod social dumping, fordi der i visse dele af f.eks. rocker- og bandemiljøet foregår udbredt social dumping.
Det har bl.a. ført til en aftale om indførelse af ID-kort på bygge- og anlægsprojekter.
Beskæftigelsesministeren forventes at fremsætte lovforslaget allerede i februar 2026.
Minister vil ikke acceptere social dumping – nyt tilsyn skal hindre uhumske boligforhold
– I min optik er der mange indikationer på, at der i forhold til de grelle eksempler i dele af bygge- og anlægsbranchen er tale om massiv organiseret kriminalitet, masser af snyd og svindel og et pilråddent arbejdsmiljø, hvor mennesker bliver udnyttet. Det er stærkt kritisabelt, og vi vil ikke acceptere sådanne forhold på det danske arbejdsmarked, siger skatteministeren og uddyber:
– Derfor fortsætter og udbygger vi den målrettede indsats. Der skal nemlig være tryghed for både danske og udenlandske virksomheder og arbejdstagere – og sikkerhed for, at alle virksomheder spiller efter reglerne. Hvis man prøver at snyde, skal man vide, at risikoen for at blive opdaget er høj – så selvfølgelig fortsætter kontrolindsatsen også.
