Terrortrussel: Helt hul i hovedet at pakke julemarkeder ind i betonklodser

Når man nu har erkendt, at der er en trussel, hvordan i al verden kan man så finde på at sætte noget op, som ikke har nogen virkning, hvis der nu skulle komme en bil torpederende?

Den søde juletid er over os og familier samles til gløgg og æbleskiver på de lokale julemarkeder. Sikringen omkring markederne er næppe det, de besøgende hæfter sig ved midt i juletravlheden og hyggen.

Nogle, der til gengæld ikke kan undskylde sig med manglende interesse eller viden om sikring af markederne, er de ansvarlige – eventarrangører, kommuner og politiet.

Læs også

Øget trusselsniveau: Danske skoler er ikke gearet til at modstå skoleskyderi

I SikkerhedsBranchen har vi i mange år råbt højt om nødvendigheden af ordentlig terrorsikring, og det eneste, jeg ønsker mig til jul, er, at de ansvarlige for en gangs skyld tager sig sammen.

Det er dumhed og ansvarsforflygtigelse, når både myndigheder, kommuner og arrangørerne af julemarkeder lader hånt om terrorsikringen.

Der er en trussel

Når julemarkederne er pakket ind i betonklodser, er det et tydeligt tegn på, at de ansvarlige har vurderet, at der er en trussel.

Derfor spørger branchen sig selv: Når man nu er nået frem til den erkendelse, at der er en trussel, hvordan i al verden kan man så finde på at sætte noget op, som ikke har nogen virkning, hvis der nu skulle komme en bil torpederende? Og som i værste fald skader langt mere end det gavner?

Læs også

Dagens Byggeri: Skal byggeriet nu forberede sig på mere sikkerhed og mindre klima?

Selv om en betonklods er tung, står den løst placeret på underlaget, og det betyder, at den nemt kan skubbes væk af en bil eller med hænderne. At indhegne et område med betonklodser gør evakueringen af området svært og farligt, både fordi klodserne står i vejen og fordi folk risikerer at trampe hinanden ned, fordi de ikke kan komme væk.

Alle ansvarlige ved, at der findes testede og certificerede løsninger, der virker, og alle ved, at betonklodser og juletræer ikke virker, så hvornår er der nogen, der tager ansvar? Det er helt hul i hovedet, når vi ved, at der findes løsninger, som er effektive og ikke er dyrere end de lappeløsninger, man ser alle vegne.

Læs også

Byggeriet halter langt efter på AI – cyberangreb kan blive en kritisk risiko

I SikkerhedsBranchen opfordrer vi politikerne til at udarbejde en lov, der bl.a. stiller konkrete krav til standarder, så kommunerne gør brug af korrekt terrorsikring frem for betonklodser og andre alternative løsninger.

Relateret indhold