EU-bureaukrati er vokset med 16 procent på tre år

”Det virker som om, systemet simpelthen har taget fejl af speeder og bremse," siger direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov.
En kvindes hænder holder en kuglepen over et stykke papir
Analysen viser, at det samlede antal ord i EU’s retsakter er steget fra cirka 5,6 mio. ord til cirka 22,9 mio. ord siden 2020. Det svarer til en vækst på mere end 300 procent på 25 år. Foto: Gettyimages.

Hvis man som erhvervsdrivende i bygge- og anlægsbranchen mærker en øget bureaukratisering, kan der være noget om snakken.

En analyse fra brancheorganisationen SMVdanmark viser, at EU’s samlede regelmængde er vokset med 15,9 procent på tre år.

Næsten tre millioner ord er de regeltunge bøger vokset med siden 2022.

Læs også

Nu er muligheden for at tage kampen op med bureaukratiet

Det kvæler EU’s konkurrenceevne, at virksomhederne udsættes for øget bureaukrati, mener direktøren for organisationen:

– Det virker, som om systemet simpelthen har taget fejl af speeder og bremse. Det er efterhånden svært at opdrive en politiker, der mener, at mere bureaukrati er vejen frem. Alligevel er det, det vi ser, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark og Policy Vice President i SMEunited og fortsætter:

– Der er markant forskel på det, politikerne siger, og det, de faktisk gør. Det er stærkt bekymrende.

Brancheorganisationen forklarer, at mængden af ord i EU’s lovtekster kan ses som et mål for den voksende kompleksitet og det stigende bureaukrati.

Hvert ekstra ord er potentielt en ny forpligtelse, et ekstra krav eller en ny undtagelse, som virksomheder skal forholde sig til – og dermed en indirekte udgift, ifølge organisationen.

SMVdanmark: Det er blodigt alvor

Problemet er ikke reglerne, men at de vokser. For det øgede bureaukrati rammer særligt de små og mellemstore virksomheder, mener Jesper Beinov.

– Regler er nødvendige, men vi har mistet balancen. Vi ser igen og igen, at gode intentioner om mere bæredygtighed og øget datasikkerhed bliver oversat til bureaukrati i en skala, hvor byrden slet ikke står mål med den mulige gevinst, siger direktøren og fortsætter:

Læs også

Pause for rapporteringskrav om bæredygtighed rykker nærmere

– Selvom det danske EU-formandskab har arbejdet godt og intenst på regelforenkling, er vi langtfra i mål.

SMVdanmark anbefaler en systematisk oprydning i eksisterende regler og en reel opbremsning i ny regulering. Det skal tages bedre hensyn til de små og mellemstore virksomheder.

– Det her er blodig alvor. Europa bliver overhalet på flere fronter af lande omkring os. Vi har ganske enkelt ikke råd til at presse den her spændetrøje af regler og bureaukrati ned over vores erhvervsliv, slutter Jesper Beinov.

Relateret indhold