Ny retspsykiatrisk afdeling tager form

På tirsdag er der rejsegilde for nyt retspsykiatrisk sengeafsnit i Skejby på 4.500 m2 fordelt på tre etager.
Det nye retspsykiatriske sengeafsnit vil indeholde 16 nye sengepladser til patienter i den specialiserede retspsykiatri samt kontorer og mødefaciliteter til mindst 50 medarbejdere. Visualisering: Team Nordstern, udarbejdet af Arkitema.

På tirsdag er der rejsegilde på Aarhus Universitetshospital Psykiatriens nye retspsykiatriske sengeafsnit.

Der er tale om et 4.500 m2 stort byggeri i tre etager, som vil give plads til flere patienter fra Retspsykiatrisk Afdeling og medarbejdere på tværs af afdelinger. 

Første spadestik blev taget i marts 2025, og byggeriet følger planen.

Læs også

Inddrager totalentreprenør tidligt: Vil opnå de bedste løsninger for psykiatri-byggeri

 Ved rejsegildet vil arbejdet med at klargøre facader og indendørsfaciliteter være påbegyndt. 

– Rejsegildet markerer ikke blot en vigtig milepæl i udvidelsen af retspsykiatrien – det er også en fejring af det lange og gode samarbejde, vi har haft siden opførelsen af det oprindelige byggeri, siger Dan Hein, projektdirektør for Erhverv hos Nordstern, og fortsætter:

– Det er et betydningsfuldt projekt, som skaber reel værdi for samfundet. Hele teamet, fra rådgivere til håndværkere, går til opgaven med stor faglighed og stolthed.

Offentlig-privat-partnerskab

Projektet bliver udført som et offentlig-privat-partnerskab (OPP) med PKA Skejby som OPP-leverandør, Nordstern som entreprenør og Wicotec Kirkebjerg som driftsansvarlig.

Læs også

Vedligeholdelsesfri tilbygning i Nuuk skal give bedre rammer for psykiatrien

PKA Skejby er i forvejen OPP-leverandør på Aarhus Universitetshospital Psykiatriens øvrige bygninger. 

Det nye retspsykiatriske sengeafsnit skal efter planen tages i brug i starten af 2027.

Relateret indhold