Tillid er det dyreste guld i bygge- og anlægsbranchen

Hvis ikke bygherre og entreprenør evner at stole på hinanden og respektere hinandens roller, går selv de bedst planlagte projekter alt for ofte galt.

For et par år siden udførte jeg for en udenlandsk entreprenør en analyse af gennemførte og igangværende bygge- og anlægsprojekter i Skandinavien.

Erfaringerne var blandede, og formålet var derfor at tilvejebringe anbefalinger til en revideret kommerciel plan for netop denne region.

Flere interessante ting kom frem i arbejdet og de mange interviews med de direkte involverede.

Det var blandt andet tydeligt, at relationer var og er utrolig vigtige – ikke mindst personlige relationer – og dermed også tillid – for eksempel mellem entreprenørens kernetropper og bygherren.

Læs også

Det største problem er hverken told eller Trump

Hvis der for eksempel var god kemi og tillid mellem parterne, blev problemer adresseret og løst langt mere effektivt til gavn for begge parter og dermed projektet.

Hvis man derimod var endt i den modsatte situation med lav tillid, var der en generel tendens til, at problemer ikke blev adresseret og flere gange ikke løst rettidigt med den modsatte effekt.

Gode relationer og tillid har med andre ord ikke kun betydning for deltagernes bundlinje, men også projektets bundlinje.

Lav tillid er gift for et projekt

Under researchen kom det igen og igen frem, at situationer med lav tillid mellem parterne førte til uproduktive møder, endeløse konflikter og nogle gange endda dårlig og uprofessionel opførsel, som i den grad lagde gift ud for samarbejdet og arbejdsmiljøet.

Dermed var det indtrykket, at følelser og personlige aversioner kom til at overskygge fornuften og de gode, pragmatiske løsninger.

Så tillid er simpelthen en kerneingrediens i et ethvert bygge- og anlægsprojekt. Og lav eller ingen tillid en næsten sikker vej til tab og andre katastrofer.

Dermed blev en af mine klare anbefalinger at være meget opmærksom på, hvilket team du sender ud i mødet med bygherren og ikke mindst om teamets relationelle kompetencer og samarbejdsevner var på plads.

Læs også

Opfordring: Giv den gode tone på arbejdspladsen et eftersyn

Jeg anbefalede også, at man som entreprenør samtidig nøje evaluerer bygherrens samarbejdsevner og kompetencer. Og helt centralt bygherrens ”track record” i forhold til samarbejde og resultater på tid og økonomi, inden man i sin risikovurdering beslutter, om man ville deltage i et givet udbud.

For hvis man kigger på nogle af de bygge- og anlægsprojekter, som er endt i nærmest uløselige konflikter, stridigheder og voldgiftssager, er det tydeligt, at tilliden et eller andet sted på vejen har lidt et knæk. Det blev også sagt, da Region Hovedstaden ophævede kontrakten med hovedentreprenøren på Bispebjerg Hospital. Hvis tilliden er væk, er der næsten ingen vej tilbage.

Omvendt er der også eksempler på det modsatte, hvor man på trods af store vanskeligheder har evnet at håndtere samarbejdet, som vi har hørt om på opførelsen af Nordsjællands Hospital, hvor en tillidsfuld relation mellem entreprenør og bygherre har betydet, at man har evnet at løse problemer og arbejdet fornuftigt videre.

Læs også

Vi har brug for mere åbenhed om erfaringerne fra problemfyldte projekter

Sådan noget kommer ikke af sig selv. Det kræver mod. Og det kræver en fast og rolig hånd, når problemerne ruller ind.

I denne tid eksperimenterer både bygherrer og entreprenører med flere nye modeller, som måske kan være med til at sikre den vigtige tillid. Blandt andet partnerskabsmodellen, som indebærer et længere indløb før første spadestik og stort fokus på relationsarbejdet.

Potentialet er til at få øje på, for hvis der er tillid, bør der i udgangspunktet være en fælles kølig hånd på rorpinden i arbejdet på at nå de bedst mulige løsninger for alle parter helt frem til afslutningen af et projekt.

Relateret indhold