Undersøgelse: Mange har svært ved at finde rundt i ATF-vejledninger

En brugerundersøgelse peger på udfordringer ift. strukturen, overblikket og adgangen til det almene tekniske fælleseje.
Undersøgelsen peger bl.a. på, at det er uigennemsigtigt, hvem der står bag udarbejdelse, kvalitetssikring og vedligeholdelse af ATF. Foto: Gettyimages.

Det er svært at finde rundt i SBi-anvisninger, tekniske standarder, erfaringsblade og produktbeskrivelser, som er fællesbetegnelsen for byggeriets almene tekniske fælleseje (ATF).

Sådan lyder konklusionen i en analyse af netop brugeres oplevelse af og behov for ATF, som otte af byggeriets organisationer har taget initiativ.

Læs også

Folkemødet er fint, men kampen står de øvrige 362 dage

Anledningen til undersøgelsen er Social- og Boligstyrelsens strategi for et helhedsorienteret bygningsreglement fra juni 2024, der peger på behovet for en gentænkning af det almene tekniske fælleseje i sammenhæng med en planlagt fornyelse af bygningsreglementet.

De otte organisationer er Arkitektforeningen, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Byggefag, DI Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI, Konstruktørforeningen og Tekniq.

Andre forventninger

Alment teknisk fælleseje er per definition erfaringsbaseret, og erfaring tager som bekendt tid at opbygge.

Læs også

Ny guide viser vejen til nedbringelse af nybyggeri

Med øgede krav til klimavenlighed skal det kommende bygningsreglement imidlertid allerede på kort sigt kunne understøtte brugen af nye, biobaserede eller genbrugte løsninger, uden at gå på kompromis med hensynet til et sundt, sikkert og holdbart byggeri:

– Vi står overfor at skulle genoverveje, hvilken rolle det erfaringsbaserede almene tekniske fælleseje skal spille i fremtiden, men også hvordan vi håndterer det aspekt, at vi skal bygge på andre måder og med andre materialer, end vi har vænnet os til, og vel og mærke stadig med en acceptabel risikoprofil, lyder det fra organisationerne bag brugerundersøgelsen.

Læs også

Open call til bygherrer: Eksempelbyggerier kan vise vejen for fremtidens boligbyggeri

Organisationerne forventer, at byggeriets aktører som led i den grønne omstilling vil efterspørge mere officiel teknisk vejledning som de-facto regulering, end ATF i dag kan tilbyde. Dette indebærer et ønske om tydelighed i koblingen mellem det kommende helhedsorienterede bygningsreglement og ATF, der samtidigt kan påvirke den struktur, som ATF har i dag.

Hos brugerne efterlyses en klarere struktur og en større transparens, så det er let at vurdere, f.eks. hvornår fællesejet er ’skal-krav’ eller ’kan-gøres’ for at opnå et ønsket resultat. Og først og fremmest skal det være nemmere for brugere at forstå og navigere sikkert i ATF’s mange vejledningstilbud, lyder det i undersøgelsen. Samtidig er der behov for alternativ guidance på områder for ny byggeskik, hvor man endnu ikke har erfaring, og derfor endnu ikke kan udarbejde ATF.

Læs også

3D-teknologi fremtidssikrer metrobyggeri fra starten

Derudover peger brugerundersøgelsen på, at adgangen til ATF bør nøje genovervejes, og der bør sikres fri tilgængelighed på lovpligtige krav.

– Det erfaringsbaserede og fremadskuende tekniske fælleseje vil fortsat spille en væsentlig rolle for aktørerne i værdikæden. Det gælder både ift. at sikre kvaliteten af det, vi bygger, og de aftaler vi indgår herom. Det er ambitionen på vegne af branchens brugere at sikre samspillet mellem ATF og de kommende krav til den grønne omstilling af byggeriet, udtaler organisationerne.

Det videre arbejde med at finde løsninger på de identificerede udfordringer vil ske i forskellige af byggeriets udviklingsfora, herunder bl.a. Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri.

Undersøgelsesrapporten ‘Alment Teknisk Fælleseje i et brugerperspektiv‘ er udarbejdet af Netsocietal med støtte fra GI og Realdania.

Relateret indhold