Reviderer lokalplan: Vil ikke have store bygningsklodser på havnen i Juelsminde

Hedensted Kommunes udvalget for Teknik & Miljø er blevet meget mere specifik med, hvordan havnen i Juelsminde bør bebygges. Her skal være lys, luft og ingen sammenhængende bygninger.
Visualisering af nyt havnetorv i Juelsminde med trapper ned mod vandet, små byrum og sejl der skærmer for sol og regn
Der skal være luft mellem bygningerne på det kommende havnetorv på havnen i Juelsminde. Visualisering: Lytt Architecture

Det er kun få dage siden, Hedensted Kommune kunne kåre et konsortium bestående af OKNygaard, Lytt Architecture, Manshaus Arkitektur, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Urban Creators som vindere af arkitektkonkurrencen, der skal skabe de bedste løsninger til at udvikle Juelsminde by og havn.

Nu lægger kommunens udvalget for Teknik & Miljø i en indstilling til kommunalbestyrelsen mere specifikt op til, hvordan havneområdet skal fremstå. Det skal være åbent med lys og luft, samtidig med at der gives rum til udvikling. 

Således bør flere byggefelter langs havnebassinet rumme to eller tre adskilte bygninger med luft imellem. Der må altså ikke opføres store, enkeltstående eller sammenhængende bygninger.

Læs også

Vitalt med levende bymidter: 16 byer får livgivende håndsrækning

Formand for Udvalget for Teknik & Miljø, Ove Kjærskov Nielsen, forklarer:

– Det er helt afgørende, at vi får skabt mulighed for udvikling i Juelsminde. Lige så afgørende er det, at det sker på en afbalanceret måde, som, sammen med det nye havnetorv, skaber en merværdi og styrker havnens eksisterende kvaliteter.

Et gennemarbejdet forslag

Det er især byggefelterne 5-8, udvalget har haft fokus på. Ved byggefelt 5 ved det kommende havnetorv lægges der i det nuværende forslag til lokalplanen op til 12 meters afstand til nabobygningen Møllers.

På byggefelterne 6-8 skal der være passage mellem de to og tre bygninger, der kan opføres på hhv. byggefelt 6 – 7 og byggefelt 8. Ingen af byggefelterne må bebygges med én stor, sammenhængende bygning.

En ny illustration viser, hvordan havneområdet ville kunne se ud ved en eventuel fuld udnyttelse af det nuværende lokalplansforslag. Dette ønsker udvalget for Teknik & Miljø ikke. Illustration: Link Arkitektur

Ove Kjærskov Nielsen tilføjer:

– Med det tilrettede forslag til lokalplan har vi været lydhøre over for både høringssvar og for sagkundskaben. Det betyder, at vi nu kan lægge et gennemarbejdet forslag frem for kommunalbestyrelsen, som giver nye muligheder for virksomheder, for forskellige aktiviteter på havnen og som harmonerer med de vedtagne planer for havnetorvet og eksisterende byggeri.

Lokalplanen har ikke handlepligt. Det vil sige, at lokalplanen alene beskriver nogle rammer, som der eventuelt kan bygges inden for. Byggeri skal også godkendes af det bedømmelsesudvalg, som er knyttet til lokalplanen.

Læs også

Living Places rykker over Nordsøen – bliver del af stort byudviklingsprojekt

Teknik & Miljø-udvalgets indstilling til en ændring af lokalplan for havneområdet i Juelsminde skal behandles endeligt på kommunalbestyrelsens møde den 28. maj 2025.

Relateret indhold