Der produceres årligt omkring 3 millioner ton betonaffald i Danmark.
97 % af betonaffaldet nyttiggøres som fyld og ubundne bærelag, mens 3 %, som er forurenet, deponeres eller specialbehandles.
Det skønnes, at ca. 1,2 million tons – ca. 40 % af betonaffaldet – er rent og egnet til genanvendelse som tilslag i ny beton, og det skønnes, at genanvendt tilslag kan dække 5 % af det årlige forbrug af tilslagsmaterialer til produktion af beton i eksponeringsklasserne X0 og XC1, fortæller Erik Krogh Lauritzen, der er bygningsingeniør i Lauritzen Advising og en af forfatterne af erfaringsbladet ’Genanvendelse af beton som tilslag i ny beton’ fra Byg-Erfa:
– På trods af erfaringer med at genanvende knust beton som tilslag i ny beton (genanvendt tilslag, red.) bliver potentialet ikke udnyttet tilstrækkeligt på danske byggepladser. Det skyldes hovedsageligt, at der hersker usikkerhed blandt bygherrer og rådgivere om risiko for forurening af materialer, forsyningssikkerhed og egnethed ift. gældende standarder.
Nu kan betonelementer produceres med genbrugte stumper indstøbt
Han opremser flere andre faktorer:
– Det skyldes også, at det hidtil ikke har været økonomisk attraktivt at genanvende knust beton som tilslag i ny beton; at genanvendt tilslag ikke er en hyldevare, som kan leveres i en kontinuert materialestrøm; at de processer og den logistik, som er forbundet med levering af genanvendt tilslag, adskiller sig fra den, der gælder ved levering af naturligt tilslag – og en række andre årsager, som erfaringsbladet gennemgår.
Krav, standarder og dokumentation
Genanvendelse af knust beton som tilslag i ny beton er teknologisk udviklet og praktisk afprøvet i Danmark og EU siden 1980’erne. Derudover er der udført et mindre antal demonstrationsprojekter, som har vist, at beton med genanvendt tilslag er ligeværdig med almindelig beton.
Her giver betonstandarden DS 206:2024 specifikation for genanvendt tilslag i ny beton.
Dansk Beton: Vi skal bygge smartere og med mindre beton
Erfaringsbladet anviser, at genanvendt tilslag kan anvendes som erstatning for naturligt tilslag i eksponeringsklasse X0 og XC1 (tidligere miljøklasse P):
– Hvis genanvendt tilslag skal anvendes i øvrige eksponeringsklasser (tidl. miljøklasse. M, A og EA, red.), skal tilslagets egenskaber dokumenteres ved, at tilslagsproducenten dokumenterer, at tilslaget udelukkende stammer fra beton med den ønskede eksponeringsklasse eller bedre. Hvis det ikke er muligt, skal tilslaget undersøges for frostbestandighed og alkalireaktivitet, hvor det er relevant for den kommende anvendelse, siger Erik Krogh Lauritzen.
Genanvendt tilslag skal være rent
Erfaringsbladet oplyser videre, at før nedrivning og knusning skal betonen miljøundersøges og renses for miljøskadelige stoffer, f.eks. PCB og tungmetaller. Renheden skal være dokumenteret:
– Konstruktionsbeton er potentielt egnet til genanvendelse. Kvaliteten af de producerede bunker af hhv. genanvendt sand (0-4mm) og sten (>4mm) skal dokumenteres ved prøveudtagning og laboratorietest med samme frekvens og metoder, som er gældende for normalt tilslag; dvs. densitet, absorption og chloridindhold, siger Erik Krogh Lauritzen og henviser til erfaringsbladet for udførlig gennemgang.
CO2-udledning ved genanvendelse af beton
Ifølge Erik Krogh Lauritzen har erfaringer vist, at CO2-udledning ved produktion af beton med genanvendt tilslag ikke afviger væsentligt fra produktion af almindelig beton.
Store aktører afprøver cementlet beton på Femern Bælt
Og hvis man ønsker at reducere CO2-udledningen ved brug af beton, kan man optimere sammensætningen af betonen med hensyn til vand, cement, sten, og additiver (receptoptimering, red.) – anvendelse af CO2-reduceret cement kan medføre en mindre CO2-reduktion.
Det gælder også, hvis der foretages en logistisk optimering af transport af betonbrokker til behandlingsanlæg, betonblandeanlæg og byggeplads:
– Overvindelse af barrierer og udfordringer kræver opmærksomhed på de særlige forhold, der gælder ved genanvendelse af beton som tilslag i ny beton. Det er vigtigt at forstå den særlige værdikæde og logistik, der er forbundet med produktion og levering af genanvendt tilslag fra selektiv nedrivning af beton til fremstilling af ny beton, siger Erik Krogh Lauritzen.