Gennemgribende renovering fremtidssikrer 445 almene boliger

Brabrand Boligforenings boligområde Søvangen Afd. 2 skal gennemgå mere end tre års omfattende renovering. En række boliger og fælleshuset rives ned og bygges op igen.
Luftfoto af boligområde med både gule etageboliger og hvide huse med sorte tage. I baggrunden ses en stor sø
375 lejligheder, 50 rækkehuse og 20 fritliggende huse i Søvangens afd. 2 skal renoveres eller rives ned. Beboerne i de mange almene boliger får også et spritnyt fælleshus som erstatning for det gamle, der rives ned.

Renoveringen af Brabrand Boligforenings afdeling Søvangen Afd. 2 forventes at stå på frem mod sommeren 2027, men allerede nu – efter ca. ni måneders arbejde er de første fire boliger – de såkaldte z-huse – ved at være klar til genindflytning.

Renoveringsprojektet, som udføres i hovedentreprise af Nordstern, omfatter i alt 21 boligblokke med 375 lejligheder, 50 rækkehuse og 20 fritliggende huse, der skal nedrives og derefter nyopføres. Det samme gælder tre af rækkehusklyngerne svarende til 15 boliger.

Læs også

Mindre trafik, mere grønt: Planen for Vesterbro Torv er klar

Der er problemer med kuldebroer og utætheder ved vinduer, revner i murværk samt skimmelsvamp. Også det eksisterende fælleshus rives ned. I stedet opføres et nyt på 600 kvm. 20-26 af etageboligerne ombygges til tilgængelighedsboliger, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter.

Lavere driftsomkostninger

Renoveringen omfatter ikke kun en opgradering af bygningernes ydre og tekniske installationer, men også en forbedring af indeklimaet og energieffektiviteten. Dette vil give de nuværende og fremtidige beboere mere komfortable boliger med lavere driftsomkostninger.

Luftfoto af Søvangen. Til venstre ses tre etageboliger med hvide altaner, der stikker skråt ud fra facaden. Til højre på den anden side af en vej ses de lavere rækkehuse i et plan
Pt. er der gang i renoveringen af de første fire etageblokke i Søvangens Afd. 2. Den omfattende renovering forventes færdig i slutningen af 2027.

Der er desuden lagt vægt på at bevare bygningernes oprindelige arkitektoniske udtryk, så områdets karakter forbliver intakt. Bæredygtighed er tænkt ind i alle faser af projektet; fra materialevalg til energiløsninger. Det skal gøre Søvangen til et fremtidssikret boligområde.

Brabrand Boligforenings direktør, Kristian Würtz, siger:

– Det er glædeligt, at anstrengelserne begynder at bære frugt, især for de beboere for hvem arbejdet har budt på svære perioder, hvad enten det er fordi, der er blevet arbejdet tæt på deres hjem, eller fordi de har måttet flytte midlertidigt, mens renoveringen har stået på, siger han.

Læs også

Offentlige bygninger i forfald: Brancheforening vil have nationalt regelsæt for vedligehold

Han henviser bl.a. til, at arbejdet i boligforeningen blev udfordret af meget regn tidligere på året. Dertil skulle mange af opgaverne prøves af for første gang.

Renoveringen forventes tilendebragt i slutningen af 2027.

Relateret indhold