Hvad er det, der er langsigtet, bredt, grønt og til at regne med?
Det kunne måske lyde som en gåde. Men det er i hovedtræk sådan, den nye transportminister Benny Engelbrecht beskriver sine visioner for sin transportpolitik.
Efter godt en uge i ministerstolen vil han dog endnu ikke nævne projekter, som han brænder ekstra for at få gennemført.
– Jeg kommer til at skulle lave infrastrukturinvesteringer, der er bredt flertal for i Folketinget, og derfor har jeg ikke en særlig sag eller et projekt, jeg vil fremhæve, siger han til Dagens Byggeri.
Vil sikre stabilitet i branchen
Den 48-årige minister er hverken ny i ministerrollen eller i transportpolitik. Han har tidligere været skatteminister og formand for transportudvalget.
Det er da, ifølge ham, heller ikke nyt, at han ønsker at lave planer, der rækker længere ud i fremtiden end én valgperiode.
– Vi skal sikre langsigtede planer, og det vil sige, at vi gerne skal have en investeringsplan, der rækker frem til 2030 og som sagt gerne så bredt som muligt. Det skal sikre den stabilitet og ro, så alle i branchen ved, hvad vi sigter efter. Det er ikke noget, der ligger mig fjernt for. Det er noget, jeg også har ment, før jeg blev transportminister, så det er ikke nyt for mig, siger han.
For det er et princip for ministeren, at investeringer skal baseres på et bredt flertal.
– Jeg har den kongstanke, at skal man lave store anlægsprojekter eller byggerier, investeringer i kollektiv transport og i veje og infrastruktur, så skal det helst baseres så bredt som muligt. Derfor vil min tilgang være, at selvfølgelig har vi nogle forlig, der består, såsom Togfonden og Det Grønne Transportforlig. Men når vi skal lave nye investeringsplaner, så vil jeg søge at få så mange partier med som muligt, siger han.
Starter helt forfra
Men når ærmerne bliver smøget op, og der skal arbejdes, så bliver det uden hensyn til ikke-bindende politiske aftaler, slår han fast. Så selvom han ikke vil udtale sig til Dagens Byggeri om, hvad der sker med den tidligere regerings infrastrukturplan nu, hvor en ny regering er kommet til magten, så slår han fast, at tavlen bliver visket ren.
– Det er vigtigt at sige, at når vi skal igang med arbejdet, så kommer jeg til at starte med et blankt kanvas. Det vil sige, at jeg kommer ikke til at tage hensyn til, hvad tidligere regeringer har ment, eller hvad enkelte partier har fremlagt. Jeg tager udgangspunkt i, hvad der bliver muligt at gennemføre og i de partier, der ønsker at deltage, så der starter vi helt forfra, lyder det.
Et grønt ministerie
Det socialdemokratiske regeringsgrundlag er indgået på et såkaldt politisk forståelsespapir, og i det står blandt andet, at regeringen ønsker at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030 og at “omstille transportsektoren”. Ministeren kalder det en transformation.
– Min vigtigste opgave bliver at transformere transportministeriet til et ægte, grønt ministerie. Når vi skal nå i mål med vores meget ambitiøse mål, så er der en række virkemidler, vi ikke kender endnu, og nogle af de virkemidler skal vi også være med til at levere her i transportministeriet, siger han.
For at nå i mål mener han ikke, man kan satse på enkelte områder frem for andre.
– Vi kan ikke nøjes med at løse udfordringer med at fokusere på kollektiv transport alene. Vi er også nødt til at se på, hvordan vi får omstillet både person- og godstransporten. Derfor bliver det heller ikke sådan, at jeg kommer til at favorisere veje frem for tog, fordi det hele hænger sammen og det er det samlede transportsystem, der er afgørende, siger han.
Hvordan løsningerne skal findes, og hvem der kommer til at betale for dem, kan ministeren ikke svare konkret på. Men han henviser til, at den grønne omstilling sker i samarbejde med andre ministerier.
– Der er masser af ting at gøre på godstransporten, hvor jeg ikke har en endelig løsning på, hvordan vi løser det. Det er ikke sådan, at vi kommer til at stoppe transporten, det handler om at tænke det på en ny måde. Det er ikke kun her i huset, vi kan finde de løsninger, det vil også være i skatteministeriet, at man vil kunne være med til at finde rammerne for de løsninger, lyder det.
Som at lande på månen
Ambitiøse målsætninger, der er langsigtede men mange ubekendte ved, minder ministeren om John F. Kennedys tiltrædelsestale. Han nævner selv eksemplet om, hvordan den amerikanske nytiltrådte præsident dengang proklamerede, at han ville sende en mand til månen inden et nyt årti.
– Det er lidt på samme måde med os. Vi ved, at vi har en ekstrem ambitiøs målsætning frem mod 2030, og vi ved også, at nogle af løsningerne har vi ikke opfundet endnu. Men hvis ikke vi skulle kunne stille os selv den udfordring, hvem skulle så kunne, siger ministeren og fortsætter:
– Det tror jeg sådan set også, at hele det danske erhvervsliv vil have en stor interesse i, for jeg tror, at de løsninger vi kan finde, kan blive de løsninger, som ikke bare bliver attraktive for virksomheder i Danmark, men også kan blive store eksportsucceser, lyder det.
Skal kunne regne med det
Men sammenligningen med månelandingen stopper også der. For Benny Engelbrecht vil helt ned på jorden, når det gælder det politiske samarbejde.
– Jeg har den dybeste respekt for parlamentarismen, og i virkeligheden ønsker jeg at vende tilbage til gode, gamle dyder. Jeg ønsker, at samarbejdet på transportområdet vender tilbage til, at folk kommer ud af skyttegravene og kommer tilbage i arbejdstøjet. Og det tror jeg vil være i alles interesse. Så man kan regne med det, der bliver aftalt, siger han.
VLAK-regeringens Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er efter den nye regering trådte til blevet delt under to ministre – transportministeren og boligministeren (Kaare Dybvad).