Årets Lærling 2020 har sin daglige gang på Brødrene Dahls centrallager i Randers.
Det drejer sig om den 23-årige Alexander Svenningsen, der fik overrakt prisen som Årets Lærling 2020 ved et arrangement afholdt af Aarhus Håndværkerforening og Dansk Industri, der hvert år hylder Østjyllands bedste lærlinge. Det var ledelsen på centrallageret i Randers, der nominerede Alexander til prisen.
– Vi er utroligt imponerede over Alexander – han har virkelig formået at vokse i løbet af kort tid – både i forhold til arbejdsopgaver og ansvarsområder, men også på det sociale og personlige. Hans store engagement fortjener i den grad at blive anerkendt – og derfor nominerede vi ham, lyder det fra ledelsen.
De ord både varmer og vækker genkendelse hos manden i centrum.
– Jeg tror, at jeg er blevet nomineret på grund af min store udvikling gennem uddannelsen. Jeg har udviklet mig meget personligt og fagligt. Jeg synes, at min personlighed er blevet helt anderledes, og socialt har jeg virkelig udviklet mig, siger Alexander Svenningsen.
Brødrene Dahl udlærer hvert år mellem 20 og 30 elever i butikkerne eller på lagerne.