I løbet af november og december gennemførte Arbejdstilsynet i Grønland en forebyggende indsats rettet mod bygge- og lager-/engrosbranchen, hvor nedstyrtning og fald fra højden udgør et betydeligt problem. Og der var bestemt noget at tage fat på, da Arbejdstilsynet førte tilsyn med disse brancher i Nuuk sidst på året. I alt blev der udført 85 tilsyn, hvilket resulterede i 115 reaktioner, herunder 32 forbud og 69 strakspåbud.
– 115 reaktioner på 85 tilsyn viser med al tydelighed at der har været behov for den ekstraordinære forebyggende tilsynsindsats. Vi oplevede flere alvorlige ulykker henover sommeren, hvor fald fra højden medførte alvorlige konsekvenser, herunder dødsfald. Det var årsagen til, at vi planlagde denne tilsynsindsats med fokus på fald fra højden inden for bygge- og lager-/engrosbrancherne, udtaler Karsten Refsgaard, tilsynsdirektør i Arbejdstilsynet og for Grønland.
– Fald fra højden resulterer ofte i alvorlige skader, herunder invaliditet og dødsfald. Risikoen er særlig til stede ved færden på trapper, indskudte dæk, lagerreoler, stiger og stilladser samt ved arbejde på transportmidler og bygninger under opførelse. Det er derfor afgørende, at arbejdet planlægges og tilrettelægges, så der ikke opstår risiko for fald fra højden, tilføjer tilsynsdirektøren. Han understreger desuden, at det er arbejdsgiverens ansvar at instruere medarbejderne i, hvordan arbejdet skal udføres og at føre tilsyn med, at instrukserne overholdes.
Udover tilsynsindsatsen har Arbejdstilsynet i Grønland inviteret de virksomheder, der blev besøgt af Arbejdstilsynet, til dialogmøder. Her har tilsynsførende fra Arbejdstilsynet vejledt i, hvordan man bedst kan forebygge ulykkerne. Indsatsen er blevet udført i samarbejde med Arbejdstilsynet i Danmark, hvilket har muliggjort gennemførelsen af et så betydeligt antal tilsyn i perioden.