Mesterlig og midaldrende

Gennem snart 50 år og 8 generationer har pickup'ernes mester Toyota Hilux fundet en form for ro i sig selv. Den kan hvad den skal, og dens ry for pålidelighed er tillidsvækkende.
Med reduktionsgear, antispin og spær på bagakslen er Toyota Hilux en fremkommelig bil.
Med reduktionsgear, antispin og spær på bagakslen er Toyota Hilux en fremkommelig bil.

Toyota Hilux Double Cab 2,4 D-4D 4×4 T4 Van

  • Motor: 2,4-liters, 4 cylindret turbodiesel.
  • Ydelse/moment: 150 hk/400 Nm/1400-2000 o/m.
  • 4WD: Elektronisk skifteknap til valg mellem baghjuls- og firehjulstræk samt reduktion.
  • Udstyr: Differentialespærre bag, antispin, Hill start-assist, Down hill-assist, Trailer sway, antiudskridning (ESP) og surringskroge.
  • Frihøjde: 29,3 cm.
  • Hjul: Alufælge med dækdimension 260/60R18.
  • Maks. trailervægt: 3,2 tons (Extra-Cab-udgave 3,5 tons)
  • Lasteevne: 1035 kg.
  • Pris: 310.000 kr. plus moms.

Måske er den lidt dyr, lidt langsom og lidt rå. Men sådan ser det vel kun ud, fordi konkurrenterne rundt omkring den forsøger at positionere sig med tiltag som ekstra hestekræfter, komfort-affjedring og forskelligt udstyr.

Hilux ser til med sindsro og kan godt virke som den lidt konservative type, der hænger sig i traditioner og kun langsomt indfører nye løsninger.

Således blev elektronisk betjening af firehjulstrækket indført så sent som ved generationsskiftet sidste år. Indtil da var en ny Hilux udstyret med en gearstang til reduktionstrinnet, hvor alle andre i årevis havde kørt med drejeknap i instrumentpanel eller midterkonsol.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at den aldrende Hilux helt frem til generationsskiftet formåede at beholde en klar førerposition som den bedst sælgende 1-tons pickup i Danmark.

Kun én motor

Selvfølgelig forsøger konkurrenterne at hale ind på Hilux, men modellens ry og kundernes loyalitet kan være de faktorer, der bærer modellens succes videre. Også selv om Hilux kan synes mindre spændstig ved ikke at tilbyde andre motorer end en 2,4-liters maskine med 150 hestekræfter, hvilket også er klassens svageste. Dertil kommer, at alle andre konkurrenter – undtagen Isuzu D-Max – har to eller tre valgmuligheder.

Spørgsmålet er så bare, om man reelt har brug for mere trækkraft end de pæne 400 Nm fra 1400 omdrejninger, som Hilux har i posen. Ford Rangers største motor på 3,2 liter trækker med 470 Nm fra 1500 omdrejninger, og VW Amaroks 3-liters V6’er kan i kraftigste effektudgave trække med 550 Nm fra 1400 omdrejninger.

Men Hilux kan – som Amarok og Ranger – på papiret trække op til 3,5 tons på krogen og laste cirka 1 tons på ladet. Om de to konkurrenters ekstra kræfter er spin og reklame eller om de virkelig gør en forskel, når ladet er fuldt og gravemaskinen hægtet på krogen, kan kun komme an på en prøve.

Ingen SUV-komfort

Her må vi nøjes med at kommentere terræn-evnerne og komforten på asfalten. I mudderet kan den, hvad den skal. På asfalten skinner det igennem, at man sidder i en arbejdsvogn, men her er den ikke så meget anderledes end konkurrenterne.

Desværre bliver en moderne pickup typisk markedsført som værende lige så komfortabel som en SUV. Det gør også Hilux, men her vil man blive skuffet. Ganske vist er bladfjedrene på bagakslen blevet lidt længere, så den hopper lidt mindre hen over ujævnhederne. Men motoren er grovere i mælet, rattets udveksling er afstemt til terrænkørsel, og de store hjul sender en del støj ind i kabinen ved landevejsfart. Desuden har forhjulene ved kørsel i 2H (baghjulstræk) ingen fysisk kontakt med gearkassen.

Til gengæld kan du byde Hilux alt – som der står i brochuren – og det tror vi gerne.

Den testede Double Cap-udgave må trække maks. 3,2 tons på krogen.
Den testede Double Cap-udgave må trække maks. 3,2 tons på krogen.
Topudgaven T4 byder på luksuskabine med automatgear og alskens elektronisk udstyr.
Topudgaven T4 byder på luksuskabine med automatgear og alskens elektronisk udstyr.

Relateret indhold