For nylig gik chefen for Stark Udlejning, Gudmundur Ægisson, på storindkøb hos den danske Manitou-forhandler Scantruck med ikke færre end 40 splinternye lifte på indkøbssedlen.
Storindkøbet af Manitou-lifte er en klokkeklar markering af, at der er sat turbo på udlejningsdelen hos Stark, der har været med på udlejningsmarkedet i mange år, men uden at gøre stort væsen af sig.
Vi rydder op i lift-parken og øger samtidig antallet betragteligt.
Gudmundur Ægisson Stark Udlejning
For fem år siden blev Gudmundur Ægisson ansat som udlejningschef, og Stark Udlejning har nu ti afdelinger på Sjælland med 15 medarbejdere og i omegnen af 2500 enheder.
– Tidligere har vi haft forskellige leverandører af maskiner og materiel. Nu er vi så store, at vi er nødt til at ensrette for at udnytte mulighederne optimalt. Derfor køber vi stort ind af lifte ét sted. Scantruck har vist, at de kan opfylde 90 procent af vore ønsker til stort materiel. Det forenkler den daglige service af maskinerne, og mine medarbejdere skal kun ringe ét sted hen for at få support. Vi har faste kontaktpersoner hos Scantruck, som tillige har det nødvendige udvalg af maskiner til at hjælpe os med at udvikle os, siger Gudmundur Ægisson.
Betragtelig forøgelse
De 40 nye Manitou-lifte er dels fornyelse og dels forøgelse.
– Vi rydder op i lift-parken og øger samtidig antallet betragteligt. Vi har købt 36 nye saxlifte fra seks til 12 meter og fire nye bomlifte fra 16 til 28 meter. Og så har Scantruck også lige forsynet os med en ny 11 meter Manitou-teleskoplæsser. Saxlifte er et must-have for udlejningsfirmaer, og Manitou-liftene er ukomplicerede at betjene. Det er vigtigt med mange forskellige brugere, siger Gudmudur Ægisson.
Stark Udlejning placerer cirka en tredjedel af de mange nye lifte fast i nogle af afdelingerne. Størsteparten placeres i hovedafdelingen på Frederiksberg og køres ud herfra direkte til kunderne.