Det er ikke nok at opfinde fremtidens grønne erhvervsløsninger, vi skal også huske at fortælle ude i verden om de mange bæredygtige tiltag, vi udvikler i Danmark.
Direktør i Rockwool Nordic, Frank Ove Larsen, mener, at man som innovative virksomheder skal huske, at når danske virksomheder måske ser det som en selvfølgelighed, at vi arbejder for en lavere klimabelastning og en højere grad af bæredygtighed, så er man altså nødt til at fortælle om de grønne produktionsmetoder ude på markedet.
– Det vi ikke har været gode til at kommunikere, det er, at vi har rent faktisk har investeret en kæmpe arbejdsstyrke i at udvikler morgendagens teknologier. Når vi skifter fra fossile brændstoffer til ikke fossile brændstoffer, og udviklet den teknologi, det er jo en kæmpe bedrift. Vi har ikke fået hjælp fra staterne eller noget som helst, men vi har haft et dybtfølt ønske om at udvikle en teknologi, som er mere bæredygtig på den lange bane, og den rejse er startet for rigtig mange år siden, fortæller Frank Larsen og peger på, at det lange træk nu virkelig kan ses i Rockwools co2-regnskaber.
Klimavenlige løsninger
Der skal rigtig meget energi til at smelte sten ved 1500 grader til produktion af stenuld, og typisk har man benyttet koks og andre fossile brændsler i processen, men nu er Rockwool klar med en ny løsning, hvor norsk vandkraft og midtjysk biogas skaber energi til de varmekrævende processer, og det er i sig selv en stor bedrift, men direktør i Rockwool Norden, Frank Ove Larsen, tror alligevel vi undervurderer betydningen af de store fremskridt, vi gør i Danmark i forhold til bæredygtighedsagendaen.
– Vi har gennem en årrække investeret store ressourcer og mange mandetimer i at lave ny teknologi, som gør, at vi kommer til at have et andet bæredygtighedsaftryk, end vi har haft tidligere. Og det er set i lyset af, at det sandsynligvis er et af de vigtigste konkurrenceparametre for vores kunder og for vores partnere i industrien, fortæller Frank Larsen.
For mange af Rockwools kunder er bæredygtighed at sidestille med co2-udslip eller co2 i produkterne, og derfor investerer man i Hedehusene massivt på at finde fremtidens klimavenlige løsninger – til hele verden.
– Danmark ser vi lidt som vores udviklingslaboratorium. Vi har i dag kun fem procent af vores omsætning i det her dansk baserede Rockwool i Danmark. 95 procent af vores omsætning ligger uden for Danmark, og det gør jo, at vi i høj grad udvikler teknologien her i Danmark, og så får vi den ud til resten af verden, og implementerer den på vores fabrikker, fortæller Frank Larsen og understreger, at det ikke blot er markedsføringsnak, for de mange innovative tiltag vil kunne ses i regnskaberne og ikke mindst i de miljøregnskaber, der fremgår af virksomhedens Environmental Product Declarations.
Rockwool med hovedsæde i Hedehusene på Sjælland er i dag verdens største producent af stenuldsisolering, og den position mener Frank Larsen forpligter, og vil man være en markant spiller på markedet for byggematerialer i fremtiden, så skal der udvikles bæredygtige løsninger.
Læs også: 12000 tons affald holder på varmen