Kloakmestre får ESG-hjælp: “Krav rammer også vores medlemmer”

Brancheforeningen Danske Kloakmestre lancerer nyt værktøj til ESG-rapportering.
- Rapporteringen er et godt udgangspunkt for at arbejde videre med konkrete indsatser og ikke mindst sparre med andre virksomheder i branchen, siger formand for Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen.

Halvdelen af de knap 400 medlemsvirksomheder hos Danske Kloakmestre har under fem ansatte, og derfor kan stigende krav til rapportering inden for bæredygtighed være en stor udfordring for den enkelte kloakmester.

Det skal et nyt, fælles værktøj for ESG-rapportering fra Danske Kloakmestre rette op på.

– ESG er kommet for at blive, og krav til rapportering rammer også vores medlemmer. Mange er underentreprenører på store licitationer, hvor det er et krav at kunne dokumentere klimaaftryk, og det samme gør sig gældende, når den enkelte kloakmester skal kreditvurderes af banker og låneinstitutter, siger formand for Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen, og fortsætter:

– Som brancheforening vil vi derfor meget gerne hjælpe vores medlemmer godt i gang med at imødekomme kravene.

Læs også

Bæredygtighed i praksis: To virksomheder vil deles om én ESG-medarbejder

Et godt udgangspunkt

Værktøjet er udformet i et skalerbart rapporteringsformat, der gør det muligt for samtlige af brancheforeningens medlemmer uanset størrelse at komme i gang med ESG-arbejdet og levere dokumentation til både kunder, samarbejdspartnere og myndigheder.

– Rapporteringen er et godt udgangspunkt for at arbejde videre med konkrete indsatser og ikke mindst sparre med andre virksomheder i branchen, siger Verner H. Kristiansen.

Det nye, fælles værktøj for ESG-rapportering hos Danske Kloakmestre er udarbejdet i samarbejde med ESG-rådgivere fra virksomhedsrådgiveren Kongsvad GTM.

Læs også

ESG som værktøj, når fremtidens marked formes af stormfloder og stormagter

Relateret indhold