Velux: Fakros fremstilling er grotesk

Fakros udlægning af sagen om mulig industrispionage mod Velux afvises blankt af den danske vinduesproducent.
Forholdet mellem Velux og Fakro er iskoldt. De to virsomheder beskylder hinanden for urent trav i sagen om mulig industrispionage. Foto: Velux Gruppen.
Forholdet mellem Velux og Fakro er iskoldt. De to virsomheder beskylder hinanden for urent trav i sagen om mulig industrispionage. Foto: Velux Gruppen.

Fakros fremstilling af sagen om mulig industrispionage mod Velux er grotesk. Det mener Velux, som påpeger, at den polske virksomheds danske direktør, Jon Tougaard, vender tingene på hovedet, når han fremstiller Velux som den kriminelle part i sagen.

– Ved at fremstille tingene på den måde, sætter Jan Tougaard tingene på hovedet. Det er en helt grotesk fremstilling, som forsøger at fremstille Velux, der er offer for en forbrydelse, som forbryder, siger pressechef i Velux Gruppen, Jens Bekke, til Dagens Byggeri.

Holder fast

Velux holder fast i sin udlægning af sagen, som er, at Velux i slutningen af april sidste år bliver kontaktet af en polsk kvinde, som siger, at hun har kendskab til ulovligheder, som er ved at blive begået mod Velux. 2. maj mødes hun med Velux’ direktør og juridiske direktør og fortæller sin historie. Herefter politianmelder Velux sagen og anmoder Ernst & Young om at foretage en intern undersøgelse i virksomheden. Undersøgelsen viser ifølge Velux, at en nu bortvist medarbejder uretmæssigt har skaffet sig adgang til cirka 1000 dokumenter, fotos og båndoptagelser af samtaler, som omhandler blandt andet produktudvikling og markedsstrategiske tiltag. Herefter anholdes den pågældende medarbejder.

Holdt møder

Ifølge Velux har de pågældende dokumenter været forelagt Fakro på flere møder, og selv om den polske virksomhed ikke afviser at have mødtes med kvinden, der startede sagen, og som virkede som mellemmand, så fastholder Fakro, at man mødtes med kvinden for at dokumentere ulovligheder begået af Velux.

– Men målet helliger ikke altid midlet, og køb af erhvervshemmeligheder er ulovlige – også selv om de købes med det formål at finde beviser for, at konkurrenter overtræder lovgivningen. Et indbrud for at skaffe beviser for ulovligheder er stadig et indbrud, siger Jens Bekke.

Grundløse anklager

Fakro har oplyst, at den polske virksomhed indsamler og videresender oplysninger om konkurrentaktiviteter til EU-kommissionen som dokumentation i en sag, der har kørt mod Velux siden 2012. Den sag betragter Velux som værende grundløs.

– Fakro har indgivet en klage til Kommissionen, og på baggrund heraf har Kommissionen undersøgt Fakros påstande om konkurrencestridig adfærd udvist af os. Undersøgelsen har ikke foranlediget Kommissionen til at åbne en sag mod Velux. Vi betragter Fakros anklager som lige så grundløse som de anklager, Kommissionen tidligere har vurderet og afvist, siger Jens Bekke.

Velux vil nu afvente politiets undersøgelse af sagen.

Relateret indhold