Tilfreds ejendomsudvikler planlægger rekordår for investeringer

Med et resultat på 73 mio. kr. for 2023 og en egenkapital, der er nået op på 799 mio. kr., kan Stensdal Group kigge ind i et 2024 med et rekordhøjt niveau for investeringer i porteføljen af ejendomme.
Stensdal Group oplever stor interesse for Ammendrup Park, der tæller 142 rækkehuse og knap 90 parcelhusgrunde. Byggeriet af de sidste 58 udlejningsrækkehuse er netop påbegyndt. Foto: Stensdal Group
Stensdal Group oplever stor interesse for Ammendrup Park, der tæller 142 rækkehuse og knap 90 parcelhusgrunde. Byggeriet af de sidste 58 udlejningsrækkehuse er netop påbegyndt. Foto: Stensdal Group

I sidste regnskabsår lød resultatet på rekordhøje 232,5 mio. kr. for ejendomsudvikleren Stensdal Group, der ligesom resten af branchen har gennemgået et 2023 fyldt med markedsudfordringer. Resultatet for regnskabsåret 2022/2023 er derfor faldet til 57,4 mio. kr., mens egenkapital er nået op på 799 mio. kr. mod knap 743 i 2021/2022.

Årsresultatet til trods er CEO Søren Stensdal tilfreds med regnskabsåret:

– Med høje renter og en inflation, som endnu ikke helt er faldet på plads, så er der ingen tvivl om, at ejendomsbranchen har været – og fortsat er – påvirket. Det til trods, så har vi leveret solide resultater, og det kan vi være stolte af. Helt i tråd med vores filosofi om, at vi selv skal skabe værditilvæksten via udvikling og effektiv forvaltning – ikke via konjunkturgevinster.

I Stensdal Group glæder man sig samtidig over, at udlejningsprocenten på virksomhedens erhvervsejendomme i Storkøbenhavn er steget fra 81 % til 86 %, mens den for koncernens boliger er 100 %.

Fokus på boligbyggeri

I 2023 har virksomheden generelt haft et højt aktivitetsniveau med fokus på færdiggørelsen af allerede igangsatte projekter samt investeringer i den eksisterende ejendomsportefølje, køb af byggeretter og modning af koncernens projektportefølje.

I det kommende år bliver der budgetteret med et samlet investeringsniveau på 200-250 mio. kr. – dels ved køb af yderligere ejendomme, og dels i kraft af nybyggerier på grunde som koncernen allerede ejer.

Stensdal Groups seneste årsregnskab er langt fra sidste års rekordregnskab. Alligevel ser CEO Søren Stensdal ind i et 2024 med en god investeringskapacitet.
Stensdal Groups seneste årsregnskab er langt fra sidste års rekordregnskab. Alligevel ser CEO Søren Stensdal ind i et 2024 med en god investeringskapacitet.

I august meldte ejendomsselskabet ud, at der fremadrettet skal satses på boligbyggeri som en ny vækstmotor for selskabet. Målet er, at boligejendomme skal udgøre et lige så stærkt forretningsben som koncernens erhvervsejendomme. Stensdal Group er derfor på udkig efter større arealer, der kan udvide porteføljen. Stensdal Group har bl.a. kig på Favrholm og Hestehaven i Hillerød, oplyser Søren Stensdal.

Et af de igangværende projekter, som Stensdal Group har mærket stor interesse på, er boligbyggeriet Ammendrup Park i Helsinge, hvor er byggeriet af de sidste 58 udlejningsrækkehuse, ud af i alt 200, påbegyndt. I Herlev forventes byggestart på et projekt med 59 lejeboliger, ligesom man forventer at igangsætte et forhåndsudlejet erhvervsbyggeri i Høje-Taastrup på godt 10.000 m2.

Relateret indhold